Træn med egen orientering

Denne dag kommer aldrig tilbage. Det ved vi godt.

Og måske syntes, at vi burde leve den fuldt ud. Der er bare ikke altid så let som det umiddelbart ser ud til, der er hindringer på vores vej. Så er det lettere at sige hvordan andre skal takle tingene.

Min faster havde af og til sin voksne søn boende hos sig. Det  var mere praktisk for ham  når han skulle arbejde i København, for så var der “kun” en frisk cykeltur på 15 km frem og tilbage. De to havde det iøvrigt godt sammen, men kunne godt være lidt ude efter hinanden.  På en kærlig og fredsommelig måde.

Fasteren syntes, at hun havde en masse at fortælle sin søn om livet, men at han ikke altid lyttede ordentlig efter, og sønnen derimod kunne godt føle, at hans mor var lidt for omsorgfuld, af og til grænsende til det omklamrende.

En morgen gik morgen seancen som den plejede, men det var et rigtigt kedeligt regn- og blæsevejr udenfor. Ikke et vejr man havde lyst til at bevæge sig ud i frivilligt. Stemningen indenfor var derfor ikke helt i top. Det  havde min faster dog tænkt sig at gøre noget ved, så da hendes  søn var på vej ud af døren sagde hun opmuntrende:

Ved du hvad: Man bliver altså så køn af at kører i regn vejr.

Sønnen, der var små irriteret og var ved at tage støvler på, vendte hovedet og så op på hende:

Ved du hvad? –  Så syntes jeg du skulle tage og cykel dig en rigtig lang tur . Og de begyndte begge at le sammen.

Jeg syntes det er en meget sjov histiore, måske fordi jeg kender personerne. Fasteren har jo sikkert ret, men sønnens reaktion er også fuld forståelig. Bland dig helt udenom, jeg klarer mit liv på min egen måde, syntes han at sige, – pas dig selv.

Hvem bryder sig om at få fortalt igen og igen hvad de skal gøre, hvordan de skal gøre det, eller måske hvordan de skal tackle en bestemt situation? Ingen. Vi ved på den anden side godt, at vi har brug for andre råd når vi vil lærer noget nyt.

En god tai chi lærer kommandere ikke med sine elever, hun stikker mere nogle retningslinier ud, og støtte eleverne  i deres indlæring. Hun ved godt at det er eleven der er igang med at lærer, og det er deres læringsproces der er vigtig. Hun kan ikke lærer noget fra sig, som eleven ikke vil lærer.

Det er mit indtryk at, alt for mange har dårlig samvittighed omkring hvad de ikke få gjort, eller ikke få gjort godt nok.

Jeg plejer at sige til mine elever: I skal være glade for det I få gjort, og når I ikke få gjort noget, skal I også være glade. Det er bare et råd, men det virker for mig.

Jeg har trænet meget igennem årene, men aldrig ud fra et samvittigheds pres. Jeg føler ikke at jeg springer træningen over, hvis jeg tager en pause. I min tidlige ungdom prøvede jeg med skemaer og planer, det virkede ikke mere end højst et par uger.

I dag vej jeg, at jo mere jeg træner, jo mere få jeg som regel lyst til at træne. Men der er undtagelser, og så laver jeg bare noget andet, eller ingenting, og har det godt med det.

At følge sin natur, er naturligvis at lytte til sin natur. Der er intet godt i  tvangspræget aktivering, eller hovedløst stræben. Når vi har vores egen orientering har vi os selv med og så kommer energien af sig selv. Det er ligesom en dynamo. Når vi har os selv med at vi koblet til og bliver ladet op af bevægelserne, og når vi ikke har os selv med, er vi afkoblet og bliver ikke ladet op. At træne uden at lytte til sig selv og sin kropsignaler er som er ride på en hest uden at lytte til hesten.

Vi skal derfor være forankret i vores egen vilje, og vores egen orientering. Men dette skal heller ikke overdrives. Jeg kommer til at tænke på  to vittigheder om to gravstene, der måske siger noget om at hovedpersoneres vilje styrke og egenorientering, nok har været lidt for stærk:-)

På den ene gravsten står der:

Her ligger Peter Petersen – meget mod sin vilje.

På den anden gravsten stod de sidste ord fra en person som mange syntes var noget af en hypokonder:

Her ligger Erik Eriksen – hvad sagde jeg !

Vores vilje og overbevisning kan også være for stærk.

God middelvej:-)

Stig

 

 

Vi kan blive bedre til hvad vi vil

Øvelse gør mester – siger man.

Der faldt mig en spændende tanke ind her forleden:

Uanset hvad vi øver os på, kan vi faktisk ikke undgå at bliver dygtigere til det.

Det lyde måske banalt, men jeg syntes egentlig at det er stort og betydningsfuldt, at det virkelig er sådan. Vi kan ikke undgå at bliver dygtigere sålænge vi bare øver os!

Egentlig en fantastisk kapacitet at gå rundt med som menneske.

Jeg har en gammel ven som jeg af en eller anden grund altid har set (og hørt) som umusikalsk. En dag meldte han sig til klaverundervisning, og 4 år efter kunne jeg ikke rigtig tro min egne ører. Han spillede med indlevelse, og på en musikalsk måde og med rigtige fraseringer og betoninge og det hele så hårene rejste sig på armene. Det var åbenlyst at han var ret musikalsk og talentfuld.

Alt øvelse kræver en vedhængende og sammenhængene træning hvis den skal gøre en afgørende forskel. Øvelsen kræver også noget andet: Bevidsthedsgørelse.

Der er forskel på at tage opvasken og så at øver sig på at tage opvasken, spille saksofon, guitar og bongotromme eller for den sags skyld klatre i træne og så bevidst øve sig i dette. Når vi øver os, er vi bevidste om det vi gør,  i en eller anden form for systematisk tilgang. Hen af vejen opnår vi mere forståelse, højere niveau, klare tingene bedre eller skærpe vores sind, nyde vores udfoldelse m.m. I og med at vi kan mærke, at vi forbedre os bliver vi mere motiveret.  Der findes ikke noget mere tilfredsstillende en at komme videre med sig selv, eller at udvikle sig inden for et område som man er optaget af.

Hvad dygtige mestre gør, ser let ud, men vi ved godt at der ligger bunker af træningstimer og øvelse bag det hele, uanset talent.

Jeg kommer til at tænke på Thomas Eje, der under et show med linie 3, stiller sig op med en elektrisk guitar, som ellers ikke er hans hoved instrument, og fyrer en Gary More solo af til nærmest perfektion. Han fortalt senere, at forberedelsen bestod i at spærre sig inde i en kælderen i månedvis og øve sig, for han ville simpelthen lærer det. Et eksempel på hans guitar færdighed (i små sko) er på dette youtube klip:

Her i Danmak kan vi starte på alt, lige fra porcelænsmaling til et stuntman kursus, og vi har chancen for at dygtige gøre os i stort set alt.

Selv, fortrækker jeg at øve mig i, noget der allerede er efterprøvet, og som jeg er overbevist om er meningsfyldt i længden, også når når jeg engang bliver gammel.

Jeg spiller klassisk guitar, meditere og dyrker T’ai Chi Ch’uan.

Jeg har ikke tænkt mig nogen sinde at stoppe med en af disse tre aktiviteter.

Jeg hørte engang en historie om en elev, der stoppede hos sin lærer, i en ung alder. 30 år efter kom eleven hen til læreren og sagde, der kan du bare se, det gik jo godt meget godt alligevel. Rart at hører, sagde læren, men hvad nu hvis det havde gået fantastisk godt hvis du havde forsat.

Min kone arbejder for tiden på en bog, som man skal kunne bruge sig til systematisk at øve sig i at udvide sine færdigheder og Comfort zone. Naturligvis i eget tempo og inden for de områder af sit liv hvor man ønsker at bevæge sig.

Den bog vil jeg anskaffe, når den bliver udgivet, for jeg tror faktisk på systematisk øvelse, og de langsigtede resultater heraf. (Også når øvelsen går ud på at skrive små artikler om selvudvikling inden på en blog).

God øvelse, med hvad der end interesserer dig, nu, og fremover;-)

Stig