Vi kan fokusere på, hvad vi vil

Vi står på egne ben, og har ansvaret for vores eget liv. Det er egentlig et enormt ansvar. Det kan godt være, at der er hjælpende kræfter der af og til støtter os, men uanset hvad, så er der vel ingen tvivl om, at vi har det grundlæggende ansvar som frie uafhængige mennesker.

Nogle tror på hjælpende kræfter, engle, ånder, guder osv. Uanset hvad, så er vores liv alligevel vores ansvar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tror på, udover på andre mennesker (og mig selv selvfølgelig). Når jeg træner og mediterer, kan jeg mærke, at der er mere energi og livskraft – mere end der normalt er i dagligdagen, men jeg sætter ikke navn på det. Hvis jeg kort skal sige, hvad jeg grundlæggende tror på, ud over mennesket, så er det ret handling.

Jeg tror ikke på, det er vores skyld, når noget går galt i vores liv. Jøderne under anden verdenskrig har ikke ansvaret for, at verden omkring dem blev sindssyg, de få mennesker som bliver ramt af et lyn er ikke udvalgte syndige mennesker, og dem der er født syge, f.eks. fordi de ikke fik luft nok under fødslen har ikke fortjent det. Alligevel ved vi godt, at handler vi rigtigt har det en god indflydelse på vores liv, det tror jeg i hvert tilfælde på.

Det er en enorm frihed, vi mennesker har som mennesker. Forleden dag slog det mig, at jeg uden problemer kan rette min opmærksomhed hen på alt i verden, både i den indre og den ydre sanselige verden. Alt. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, men den frihed, at vi uden problemer kan fokusere på venstre store tå, viethnamkrigen som den tager sig ud i vores hukommelse eller på en blomst i vindueskammen (eller et hvilket som helt andet sted) er stort. Det giver en enorm valgfrihed.

Jeg har hørt, at Dan Turell en morgen blev fuldstændig skrækslagen, for det var pludselig gået op for ham: At han kan gøre lige, hvad han vil.

Vi er ikke bundne, og så alligevel. Det at være neurotisk kalder jeg: Det at stå i vejen for sig selv. Er vi ikke alle, ud fra denne definition mere eller mindre små neurotiske. Det er faktisk slet ikke så dårligt. Det er endnu værre, hvis man er pre-neuotisk, dvs. ikke aner at der noget galt, men lever som om, man er fri, mens man er bundet. Huleboerne i kapitel 7 i Platons “Staten”, dem der sidder lænket og kigger på skyggebilleder på væggen uden at ane, at de er bundne, og at der findes en sol udenfor, har et problem. Hvorimod ham der begynder at løsgøre sig fra lænkerne og ser, at han lever i en drømmeverden er lang mere rask.

Det er lidt ligesom den person, som tror, at han eller hun er tankerne, er mere bundne end den person, der ved, at tankerne kun er en del af sindet, og derfor ikke identificerer sig med tankerne. (Også selv om omgivelserne fejlagtigt identificerer sig med tankerne).

Når vi bliver bevidste om, at vores kultur er neurotisk, dvs. fungerer på en skæv og uhensigtsmæssig måde, ser vi det også i os selv og ser, at vi er en del af denne kultur. Derved har vi mulighed for at komme op på et andet læringsniveau, og befri os fra normer og konventioner, samtidig med, at vi kan vælge at overholde normer og konventioner, ikke halvt bevidstløs men fuld bevidst.

Jeg kan sammenfatte det kort: Når vi er frie, kan vi se, at vi er bundne, og når vi er bundne, kan det være svært at se, at vi er frie. Noget af et paradoks, og også lidt for forenklet, men jeg kender ikke ultimativ frihed, og er ikke sikker på om, den findes på denne jord.

Jeg havde en god dansklærer i folkeskolen. Hun foreslog os i 7. klasse, at når vi bevægede os rundt i København, skulle vi ofte tage en ny vej frem til vores destination. På den måde ville vi lære byen bedre at kende. Nogen gange skulle vi også tage en tur til byen uden noget bestemmelsessted, og bare gå rundt. Vi har alle oplevet det at blive befriet fra fastlåste tankemønster, vaner eller overbevisninger og bagefter mærke, hvor dejligt befriende det er. Vi kunne havet gået rundt uden at være klar over vores bundethed resten af livet.

Jeg har en god ven, hvis far var dyrelæge. Hele hans barndom har min ven set, hvordan hans far tog mod klienter i hans private hjem. Det forgik som regel på denne måde.

Det ringede på døren, faren bandende højlydt og lagde surt avisen fra sig. Rasende over at han blev forstyret midt i hans hverdag, trampede han ud til hoveddøren, tog sig samme og tog sin professionelle maske på, og sagde: Hvad drejer det sig om, hvad kan jeg hjælpe med?

Da min ven blev voksen, fik han sin egen klinik, og en dag da han rasende var på vej op af lænestolen, fordi der kom en klient forbi, satte han sig ned igen og sagde til sig selv: vent lige et øjeblik, – det her kender jeg. Han tænkte på sin oplevelse med sin far i barndommen, og stillede derefter det interessante spørgsmål: hvordan har jeg det egentlig med det? Han mærkede efter, som han sad der i stolen, og til hans egen overraskelse mærkede han glæde: Han glædede sig faktisk til at få besøg. Derefter hoppede han op af stolen, klappede et par gange i hænderne og åbnede døren med et ansigt, der udstrålede: Hvor er det dejligt at se dig, lad os så komme igang. Som vennen sagde til mig: Hvis han ikke havde genkendt sit eget mønster, havde han travet tungt frem og tilbage til hoveddøren – sandsynligvis resten af livet.

Hvor mange ubevidste mønstre går vi rundt i? Svaret er enkelt: Vi ved det ikke.

Mønstrene er nemlig ubevidste. Når vi opdager dem, og det kan vi godt, når vi fokuserer på aspekter af vores liv, som før er gået upåagtet forbi, – ja så har vi valgfriheden:

Vil jeg forsætte, som jeg tidligere har gjort, eller vil jeg have en ny orientering – og nogen gange også en ny energi.

Vi kan selvfølgelig fokusere på andre ting – valget er dit.

God fokusering ;-)

Stig