Vores hjerne er vores bedste legetøj

Charlie Chaplins far sagde engang til sin søn, da sønnen var ked af, at han ikke havde penge til legetøj:

“Du har allerede det allerbedste legetøj i hele verden min søn – din hjerne”.

Ja, sikke et legetøj, og sikke et værktøj, vores hjerne, sind, “mind” er. Hvordan kan vi bruge sindet til at udvide og skabe vores verden. Selvfølgelig kan vi forsætte med at lege, men er der andet vi kan gøre med vores sind i den kreative proces det er at udforske og skabe verden?

Jeg holder generelt af at beskæftige mig med nærliggende ting, som ofte er uhyggelig let at overse, især for os moderne mennesker, f.eks. sindets muligheder.

Nedenfor har jeg nævnt nogle forslag til, hvordan vi kan arbejde med sindet/hjernen til at ændre eller udvikle vores verden. (Ændrer vi vores syn på verden, ændrer verden sig.) Jeg har tilføjet nogle få øvelser.

1. Forslag:

Fokusering. Arbejd med at fokusere. Vi har den enorme frihed, at vi kan fokusere på lige, hvad vi vil.

Det er en virkelig en god ide at øve sig på at fokusere. Ved at fokusere på forskellige ting, fornemmelser og situationer, opdager vi dybden i livet. Når vi vælger ting, som vi ikke sædvanligvis er opmærksomme på i vores fokusering, bryder vi tankemønstre og får måske endda nye perspektiver på tilværelsens forskellige aspekter.

Det er væsentligt at gøre sig klart at alt, hvad vi fokusere på er spændende, hvis vi går dybt nok. Alt!

Øvelse: Fokusér 5 minutter på en person, dernæst på en ting, og tilsidst på en situation. Hold fokus i alle 5 minutter og tillad alle tanker, følelser og fornemmelser at dukke frem.

2. Forslag

Vi kan ændre hele verden ved bevidst at skifte perspektiv. For når vores indre perspektiv ændrer sig, ændre det ydre sig også. Der er mange måder at skifte perspektiv på, f.eks. kan vi prøve at se verden ud fra en anden person synsvinkel.

Vi kan også arbejde på at være dybt følelsesmæssigt/fornemmelsesmæssigt forankret, når f.eks. vi tager på en skovtur, i sted for at have for travlt, og ikke opdage naturen. Eller vi kan se tilværelsen som et enestående mirakel, i stedet for at tage den for givet, når vi sidder på vej hjem i bussen. Når vi skifter perspektiv, ændrer alt sig mere eller mindre samtidig med, at det hele er det samme. Nogen kender det, når de drikker sig fuld, er forelsket, eller når de har læst en virkelig dyb bog. Andre oplever at verden forandrer sig, når de har mediteret i et par timer. Pludselig er vi et andet sted i os selv, og den samme verden tager sig anderledes ud, fra dette perspektiv.

Øvelse: Find selv måder bevidst at skifte perspektiv på. Kig f.eks. på et landskab. Fokusér på farverne et stykke tid, fokusér derefter på lydene, på historien, på formerne, på skyggerne, det er kun fantasien, der sætter grænser. Bliv i det nye perspektiv en rum tid – til forandringen har rørt hele dit væsen.

Vær klar over at du altid bevidst eller ubevidst ser verden ud fra en synsvinkel, og at denne synsvinkel ikke er statisk men altid kan ændres, når du vil.

3. Forslag

Undre sig over eksistensen. Når vi ser på verden, kan vi istedet for at sige: Det er det, spørge: Hvad er det? For i bund og grund kender vi meget lidt til verden.

Et lille eksempel: Engang gik jeg i Kongen Have, og kiggede på naturen. Der er nogle fantastiske træer i den have, og min opmærksomhed blev fanger af en solsort, der sad og sang oppe i sådan et træ. I stedet for at sige til mig selv, der sidder en solsort i et træ, undrede jeg mig, så på den, og spurgte hvad er det?

Jeg kunne se, at det var en levende væsen, og jeg kunne se, at den havde en vilje. Når den bevægede sig var det ikke pr. automatik, der var en intention bag dens handlinger. Jeg så væsentlig mere end, hvis jeg bare havde sat et mærkat på den: Det er en solsort som alle andre solsorte, og jeg kender godt sådan en. Et sådan mærkat ville være at lyve for mig selv, og spærre mit udsyn til et flyvende væsen, som jeg rent faktisk ikke forstår eller kender særlig dybt.

Når vi spørger os selv: “hvad er det?” eller “hvorfor er det?” åbner vi os for verden, for en verden vi ikke forstår, og verden bliver på en måde fortryllende.

Ved undren, mener jeg ikke først og fremmest en filosofisk intelektuel undren, men nærmere en undren som vi kender fra det åbne barnesind. Ligesom det lille barn er i gang med at lære verden at kende, bør vi som voknsen være i gang med at lære verden at kende. Vi har jo langt fra helt lært os selv at kende, hinanden at kende, dyrene at kende, blomsterne at kende. Hvis man påstår, at vi kender alt dette, så vil jeg påstå, at man er i overført betydning er blind for tingenes dybere natur.

Den der tror, at han kan se alt er blind. Ofte falder jeg i den selv. Hende der kender jeg godt, eller jeg har fuld forståelse for det ene eller det andet. Straks jeg laver såden en tanketorsk, er jeg spærret inde i sindet, i hvert tilfælde indtil jeg gør mig klart, hvad jeg har gang i.

Øvelse: For dit indre blik kan du kalde en person frem. Vælg en, det er ligemeget hvem og hvordan du kender vedkommede, og stil derefter spørgsmålet, mens du mere eller mindre fastholder billedet: Hvem er hun? Tænk dybt over dette 4-5 minutter eller længere.

Når du spiser noget mad, spørg – hvad er det egentlig jeg spiser, velvidende at du dybest set ikke aner det?

Prøv også at se mere af underet i din eksistens. Tænk over særningen: Jeg forstår ikke, at jeg er, men jeg er.

“Øjene kan blive vinduer, som ser ind i kedsomheden, eller som ser ind i uendeligheden her.” Don Juan til Carlos Castaneda i hans bog: Eventyrenes tale, Forlaget Rhodos, 1974. (Læs den og se mere;-)

Stig

P.S. forslag til andre måder at arbejde med verden på: Nuancering, Fordybelse, Dyb lytten, Se på det vi normalt undgår, Gør noget nyt.

Vi kan fokusere på, hvad vi vil

Vi står på egne ben, og har ansvaret for vores eget liv. Det er egentlig et enormt ansvar. Det kan godt være, at der er hjælpende kræfter der af og til støtter os, men uanset hvad, så er der vel ingen tvivl om, at vi har det grundlæggende ansvar som frie uafhængige mennesker.

Nogle tror på hjælpende kræfter, engle, ånder, guder osv. Uanset hvad, så er vores liv alligevel vores ansvar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tror på, udover på andre mennesker (og mig selv selvfølgelig). Når jeg træner og mediterer, kan jeg mærke, at der er mere energi og livskraft – mere end der normalt er i dagligdagen, men jeg sætter ikke navn på det. Hvis jeg kort skal sige, hvad jeg grundlæggende tror på, ud over mennesket, så er det ret handling.

Jeg tror ikke på, det er vores skyld, når noget går galt i vores liv. Jøderne under anden verdenskrig har ikke ansvaret for, at verden omkring dem blev sindssyg, de få mennesker som bliver ramt af et lyn er ikke udvalgte syndige mennesker, og dem der er født syge, f.eks. fordi de ikke fik luft nok under fødslen har ikke fortjent det. Alligevel ved vi godt, at handler vi rigtigt har det en god indflydelse på vores liv, det tror jeg i hvert tilfælde på.

Det er en enorm frihed, vi mennesker har som mennesker. Forleden dag slog det mig, at jeg uden problemer kan rette min opmærksomhed hen på alt i verden, både i den indre og den ydre sanselige verden. Alt. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, men den frihed, at vi uden problemer kan fokusere på venstre store tå, viethnamkrigen som den tager sig ud i vores hukommelse eller på en blomst i vindueskammen (eller et hvilket som helt andet sted) er stort. Det giver en enorm valgfrihed.

Jeg har hørt, at Dan Turell en morgen blev fuldstændig skrækslagen, for det var pludselig gået op for ham: At han kan gøre lige, hvad han vil.

Vi er ikke bundne, og så alligevel. Det at være neurotisk kalder jeg: Det at stå i vejen for sig selv. Er vi ikke alle, ud fra denne definition mere eller mindre små neurotiske. Det er faktisk slet ikke så dårligt. Det er endnu værre, hvis man er pre-neuotisk, dvs. ikke aner at der noget galt, men lever som om, man er fri, mens man er bundet. Huleboerne i kapitel 7 i Platons “Staten”, dem der sidder lænket og kigger på skyggebilleder på væggen uden at ane, at de er bundne, og at der findes en sol udenfor, har et problem. Hvorimod ham der begynder at løsgøre sig fra lænkerne og ser, at han lever i en drømmeverden er lang mere rask.

Det er lidt ligesom den person, som tror, at han eller hun er tankerne, er mere bundne end den person, der ved, at tankerne kun er en del af sindet, og derfor ikke identificerer sig med tankerne. (Også selv om omgivelserne fejlagtigt identificerer sig med tankerne).

Når vi bliver bevidste om, at vores kultur er neurotisk, dvs. fungerer på en skæv og uhensigtsmæssig måde, ser vi det også i os selv og ser, at vi er en del af denne kultur. Derved har vi mulighed for at komme op på et andet læringsniveau, og befri os fra normer og konventioner, samtidig med, at vi kan vælge at overholde normer og konventioner, ikke halvt bevidstløs men fuld bevidst.

Jeg kan sammenfatte det kort: Når vi er frie, kan vi se, at vi er bundne, og når vi er bundne, kan det være svært at se, at vi er frie. Noget af et paradoks, og også lidt for forenklet, men jeg kender ikke ultimativ frihed, og er ikke sikker på om, den findes på denne jord.

Jeg havde en god dansklærer i folkeskolen. Hun foreslog os i 7. klasse, at når vi bevægede os rundt i København, skulle vi ofte tage en ny vej frem til vores destination. På den måde ville vi lære byen bedre at kende. Nogen gange skulle vi også tage en tur til byen uden noget bestemmelsessted, og bare gå rundt. Vi har alle oplevet det at blive befriet fra fastlåste tankemønster, vaner eller overbevisninger og bagefter mærke, hvor dejligt befriende det er. Vi kunne havet gået rundt uden at være klar over vores bundethed resten af livet.

Jeg har en god ven, hvis far var dyrelæge. Hele hans barndom har min ven set, hvordan hans far tog mod klienter i hans private hjem. Det forgik som regel på denne måde.

Det ringede på døren, faren bandende højlydt og lagde surt avisen fra sig. Rasende over at han blev forstyret midt i hans hverdag, trampede han ud til hoveddøren, tog sig samme og tog sin professionelle maske på, og sagde: Hvad drejer det sig om, hvad kan jeg hjælpe med?

Da min ven blev voksen, fik han sin egen klinik, og en dag da han rasende var på vej op af lænestolen, fordi der kom en klient forbi, satte han sig ned igen og sagde til sig selv: vent lige et øjeblik, – det her kender jeg. Han tænkte på sin oplevelse med sin far i barndommen, og stillede derefter det interessante spørgsmål: hvordan har jeg det egentlig med det? Han mærkede efter, som han sad der i stolen, og til hans egen overraskelse mærkede han glæde: Han glædede sig faktisk til at få besøg. Derefter hoppede han op af stolen, klappede et par gange i hænderne og åbnede døren med et ansigt, der udstrålede: Hvor er det dejligt at se dig, lad os så komme igang. Som vennen sagde til mig: Hvis han ikke havde genkendt sit eget mønster, havde han travet tungt frem og tilbage til hoveddøren – sandsynligvis resten af livet.

Hvor mange ubevidste mønstre går vi rundt i? Svaret er enkelt: Vi ved det ikke.

Mønstrene er nemlig ubevidste. Når vi opdager dem, og det kan vi godt, når vi fokuserer på aspekter af vores liv, som før er gået upåagtet forbi, – ja så har vi valgfriheden:

Vil jeg forsætte, som jeg tidligere har gjort, eller vil jeg have en ny orientering – og nogen gange også en ny energi.

Vi kan selvfølgelig fokusere på andre ting – valget er dit.

God fokusering ;-)

Stig