Træn med egen orientering

Denne dag kommer aldrig tilbage. Det ved vi godt.

Og måske syntes, at vi burde leve den fuldt ud. Der er bare ikke altid så let som det umiddelbart ser ud til, der er hindringer på vores vej. Så er det lettere at sige hvordan andre skal takle tingene.

Min faster havde af og til sin voksne søn boende hos sig. Det  var mere praktisk for ham  når han skulle arbejde i København, for så var der “kun” en frisk cykeltur på 15 km frem og tilbage. De to havde det iøvrigt godt sammen, men kunne godt være lidt ude efter hinanden.  På en kærlig og fredsommelig måde.

Fasteren syntes, at hun havde en masse at fortælle sin søn om livet, men at han ikke altid lyttede ordentlig efter, og sønnen derimod kunne godt føle, at hans mor var lidt for omsorgfuld, af og til grænsende til det omklamrende.

En morgen gik morgen seancen som den plejede, men det var et rigtigt kedeligt regn- og blæsevejr udenfor. Ikke et vejr man havde lyst til at bevæge sig ud i frivilligt. Stemningen indenfor var derfor ikke helt i top. Det  havde min faster dog tænkt sig at gøre noget ved, så da hendes  søn var på vej ud af døren sagde hun opmuntrende:

Ved du hvad: Man bliver altså så køn af at kører i regn vejr.

Sønnen, der var små irriteret og var ved at tage støvler på, vendte hovedet og så op på hende:

Ved du hvad? –  Så syntes jeg du skulle tage og cykel dig en rigtig lang tur . Og de begyndte begge at le sammen.

Jeg syntes det er en meget sjov histiore, måske fordi jeg kender personerne. Fasteren har jo sikkert ret, men sønnens reaktion er også fuld forståelig. Bland dig helt udenom, jeg klarer mit liv på min egen måde, syntes han at sige, – pas dig selv.

Hvem bryder sig om at få fortalt igen og igen hvad de skal gøre, hvordan de skal gøre det, eller måske hvordan de skal tackle en bestemt situation? Ingen. Vi ved på den anden side godt, at vi har brug for andre råd når vi vil lærer noget nyt.

En god tai chi lærer kommandere ikke med sine elever, hun stikker mere nogle retningslinier ud, og støtte eleverne  i deres indlæring. Hun ved godt at det er eleven der er igang med at lærer, og det er deres læringsproces der er vigtig. Hun kan ikke lærer noget fra sig, som eleven ikke vil lærer.

Det er mit indtryk at, alt for mange har dårlig samvittighed omkring hvad de ikke få gjort, eller ikke få gjort godt nok.

Jeg plejer at sige til mine elever: I skal være glade for det I få gjort, og når I ikke få gjort noget, skal I også være glade. Det er bare et råd, men det virker for mig.

Jeg har trænet meget igennem årene, men aldrig ud fra et samvittigheds pres. Jeg føler ikke at jeg springer træningen over, hvis jeg tager en pause. I min tidlige ungdom prøvede jeg med skemaer og planer, det virkede ikke mere end højst et par uger.

I dag vej jeg, at jo mere jeg træner, jo mere få jeg som regel lyst til at træne. Men der er undtagelser, og så laver jeg bare noget andet, eller ingenting, og har det godt med det.

At følge sin natur, er naturligvis at lytte til sin natur. Der er intet godt i  tvangspræget aktivering, eller hovedløst stræben. Når vi har vores egen orientering har vi os selv med og så kommer energien af sig selv. Det er ligesom en dynamo. Når vi har os selv med at vi koblet til og bliver ladet op af bevægelserne, og når vi ikke har os selv med, er vi afkoblet og bliver ikke ladet op. At træne uden at lytte til sig selv og sin kropsignaler er som er ride på en hest uden at lytte til hesten.

Vi skal derfor være forankret i vores egen vilje, og vores egen orientering. Men dette skal heller ikke overdrives. Jeg kommer til at tænke på  to vittigheder om to gravstene, der måske siger noget om at hovedpersoneres vilje styrke og egenorientering, nok har været lidt for stærk:-)

På den ene gravsten står der:

Her ligger Peter Petersen – meget mod sin vilje.

På den anden gravsten stod de sidste ord fra en person som mange syntes var noget af en hypokonder:

Her ligger Erik Eriksen – hvad sagde jeg !

Vores vilje og overbevisning kan også være for stærk.

God middelvej:-)

Stig