Tai Chi i byen – Det Kongelige Biblioteks Have

Sammen med Hvid Trane Tai Chi & Qigong forening, som vi er medstartere af, besøger vi i hele juli måned et nyt sted i København, hvor vi laver Formen sammen.

I morgen, fredag den 11. juli  2013 kl. 19, står vi i Det Kongeligelige Biblioteks Have – kom og vær med, det er gratis og alle som kan følge med, er velkommen.

Se mere på denne begivenhed på Facebook: https://www.facebook.com/events/365752703547637/

Tai Chi i byen

tai-chi-i-byen-flyerSå er sommeren startet, og vi rykker ud i byen for at træne Tai Chi Chuan. Sammen med Hvid Trane Tai Chi & Qigong forening, som vi er medstartere af, besøger vi hver gang et nyt sted i byen og laver den langsomme form Yang stil sammen. Kom og vær med.

Næste gang mødes vi er den 12. juli 2013 kl. 19 i Det Kongelige Biblioteks Have.

Det er gratis at deltage. Alle som kan følge med i Yang lang stil er velkommen. Der aflyses i tilfælde af vedvarende regn. Følg med på vores Facebook side her: www.facebook.com/HvidTrane

••• Program •••

Torsdag den 4. Juli, kl. 19.00– Islands Brygge
Vi mødes ved skibsskroget, som ligger på hovedet midt på Islands Brygge. ER AFHOLDT

Fredag den 12. Juli, kl 19.00 – Det Kongelige Biblioteks Have
Vi mødes ved springvandet i midten af haven

Fredag den 19. Juli, kl 19.00– Landbohøjskolens Have
Vi mødes ved Caféen (drivhuset) midt på Grønnegårdsvej

Torsdag den 25. Juli, kl 19.00 – Amager Strand
Vi mødes i krydset ved Amager Strandvej og Øresundsvej, på Amager Strand siden

Mange hilsener
Vibeke Jensby, Stig von Rosen og Ulrike von Rosen
Hvid Trane Tai Chi Forening

Hvis du har nogen spørgsmål, så send en mail til Ulrike von Rosen på
vonrosen@rocketmail.com eller ring 28 71 02 72.

Vi laver Formen på Islands Brygge trods lidt byger - dejlig aften og god træning

Vi laver Formen på Islands Brygge trods lidt byger – dejlig aften og god træning

Sæt X i kalenderen

Kom og lav Tai Chi med os. Søndag den 23. juni 2013 holder vi Tai Chi Chuan & Qi gong opvisning/workshop på Lituauens Plads. Det sker i forbindelse med et Områdefornyelsen-arrangement, hvor der bliver bygget møbler til Pladsen. I weekenden vil der være en masse andre spændende aktiviteter, bla. Loppemarked, mad, dans – og så Tai Chi. Sæt kryds i kalenderen – der følger mere info snarest.

Tai Chi Gong

Stig viser Tai Chi Gong, en serie øvelser lavet af Tung Hu Ling.

Sættet rummer følgende bevægelser:
• Skyhænder
• Jadepigen væver
• Himmel og jord
• Slå tigeren
• Del vildhestens manke
• Børst knæ og skub
• Dobbelt vind mellem ørerne
• Kryds hænder
• Skub

Man kan også huske bevægelserne og rækkefølgen af dem ved dette lille digt:

Himlen åbner sig og af skyerne
væver jadekvinden himlen og jorden.
Tigeren tvinger den vilde hest i knæ.
To stærke vinde krydser floden,
og skubber båden tilbage til bredden.

Tai Chi artikel med Master Tung

master kai ying tung på forsiden af Black Belt magasin

Master Kai Ying Tung på forsiden af Black Belt.

Spændende artikel om Tai Chi Chuan – art of passive resistance i magasinet Black Belt. Artiklen interviewer Master Tung som 32-årig (i august 1972) hvor han fortæller om Tai Chi. Der er også en fin billedserie, hvor Master Kai Ying Tung viser bevægelser fra Kniv- og Sværd sættet.

Master Kai Ying Tung er 3. generation af Tai Chi Chuan mestre i Tung familien. Fornavnet Kai Ying betyder bogstavlig talt “at fortsætte sin bedstefars ærværdige navn og berømthed”. Bedstefaren var en af de mest kendte elever af Yang Chengfu. Læs mere om Master Tung og tai chi i denne artikel

Link til artikel i Black Belt med Master Tung

At bevæge sig indefra

Jeg starter med en lille vittighed, som jeg finder lærerig:

Hr. Hansen lå en morgen i sin forhave, da hans nabo Hr. Jensen kom kørende forbi på vej til arbejde, og råbte til ham: “Hvad ligger du der og laver, skal du ikke på arbejde?”

“Jeg arbejder”, svarede Hr. Hansen roligt.

9 timer senere, den selv samme dag, er Hr. Jensen kommet tilbage  fra sit arbejde, og ser til hans undren at hans nabo stadig ligger i forhaven på selv samme sted. Han kan ikke dy sig fra at råbe til ham:

“Nå, Hansen, er du stadig på arbejde ?.”

“Nej, nu slappe jeg af! “, svarerede Hr. Hansen roligt tilbage.

Jeg syntes generelt, at vi skal blive bedre til at være passive, på en aktiv måde, hvis man kan sige det på den måde. Det jeg mener er, at hvis jeg sidder i biografen og snorksover mens jeg med åbne øjne ser en film, er jeg passiv. Hvis jeg derimod  sidder i biografen og er lysvågen, bevidst og opmærksom på hvad produceren og skuespillerne mv. har valgt at vise mig og de andre biografgængere er jeg aktiv. Jeg er bevidst engageret og i bevægelse.

Aktivititet er ikke alene forbundet med ydre bevægelse, men i lige så høj grad med indre bevægelse og bevidsthedsarbejde.

Hvis jeg sidder op og sover er jeg passiv, hvorimod hvis jeg  sidder og meditere eller er kontempaltiv omkring et emne, så er jeg aktiv, selvom mine ydre øjne er lukkede.

Vi har alle brug for både at være aktive og passive engang imellem.

Der er en tendens til, i vores dags samfund,  at vi hele tiden skal udrette noget ydre – være effektive og handlekraftige. Og vi må slet ikke værre passive, som f.eks. dovne Robert, som har tiltrukket sig offentlighedens søgelys for tiden og skabt en vældig debat.

Nogle af de mennesker som jeg beundrer mest har været “passive” i årevis – ud fra samfundets gængse normer. De har rejst i månedsvis uden tilsyneladende at udrette noget særligt fornuftigt, eller siddet på en bænk i årevis med indadvente tanker og lavet ingenting, eller mediteret i årevis mere eller minde isoleret fra omverden. Andre jeg kender har været arbejdsledige meget af deres voksne liv og aldrig rigtig fået ydre succes som andre stræber efter at få, og jeg kender mennesker der har brugt alt deres tid på at  spille guitar eller et andet instrument faktisk i en halv menneskealder. De mennesker som jeg her har i tankerne, er nogle af de største mennesker jeg kender. Men ud fra samfundets normer kan det være svært umiddelbart  at se hvad de har udrettet, når vi bare betragter dem udefra. De har dog alle, efter min mening,  udrette enorme betydningsmæssige ting, og de har fået fat i menneskelige kvaliteter, såsom dybsindighed, kærlighed og visdom m.m.. Det kræver dog en evne til at se og lytte at få forståelse for dette, og ikke bare et overfladisk bekendskab. Vi må være alle lærer at være mere opmærksomme på mennerskers indre bevægelser – bevægelser vi har brug for.

Engang jeg stod og trænede T’ai Chi på Vester Kirkegaard, sammen med en ven, var der en håndværker der, efter at han havde stået og betragtede os et kort stykke tid, højt råbte til os :

Det er søreme nyttig det i gør der: stå og slår huller i luften!

Jeg er ret sikkert på, at han let ville kunne vise, at han har udrettet mere på en arbejdsdag end min ven og jeg har udrettede. Vi havde trænede hele dagen, men vil sikkert ikke kunne fremvise noget særligt efterfølgende.  Som håndværker arbejder han konkret med noget. Vi arbejdet med energien og bevidstheden, meget forskelligt fra at ligger fliser eller sætte vinduer op for folk. Går vi til det estreme i denne tankegang, vil nogle mennesker sige, at det det først og fremmest går ud på  i et samfund at at bidrage til BNP, og at ens nytteværd kan kan gøres op i kroner og ører.  Her er jeg ikke enig.

Grundforskningen er nødvendig for et samfund, også selv om vi ikke umiddelbart kan se udbyttet.

Hvad ville der ske hvis, lad os sige 5% af en befolkning, tog ansvaret for deres liv, ved dagligt at styrke krop og sind. Jeg ved det ikke, men jeg så noget interessant i fjernsynet her forleden der gav mig en anelse. Det var en gruppe pensionister som var begyndt at motionere regelmæssig. I udsendelsen havde man beregnet hvor meget de ville sparer samfundet for, hvis de forsætte deres aktivitet i en årrække, omkring 5 år, så vidt  jeg husker. Der var tale om 100.000 vis af kroner, og der var bare tale om  3 mennesker. Men deres forbedret kondi, mindre fedtdepoter, lave blodtryk m.m. var indirekte meget godt for samfundets økononmi. Udsendelsen beskæftiget sig kun lidt med, hvilken indvirkning deres gode humør og mentale friskhed har på omverdenen. Det kan ikker måles så let, men det er også væsentlig – meget væsentligt.

Graden af kontakt mellem voksne og børn, kærlighed, nærvær, fantasifuldhed, kreativitet, livskraft, bevidsthed, modenhed, fantasi, ansvarsfuldhed, moral, dybde, engagement, humor, seriøsitet, bare for i vilkårlig rækkefølge at nævne forskellige menneskelig kvaliteter som vi alle har brug for, både som samfund og som enkelt personer. Væsentlige ting der ikke bliver mindre væsentlige af at de kan være svære at måle og formidle.

Hvornår er det egentlig vi er effektive og handlekraftige?

De største fremskridt i verdenshistorien er mig bekendt ikke gjort ved ydre handling, men ved indre handling. Ideer opstå i hoved på opfindere, fysikere og balletscenografer, som ofte tør bryder mønstre og går nye veje. Yogier sidder i årevis og meditere, for at forstå den menneskelige naturs dybere aspekter. Skakmester spiller geniale spil inde i hovedet, og dygtige musikere komponere store symfonier, som de så senere skriver ned på nodepapir, til glæde for os alle.

Set udefra ser meget aktivitet passivt ud, og hvis vi ikke undersøger hvad det er der sker, tror vi måske også at det er passivt. Den meste udvikling går jo så langsomt, at vi ikke ser bevægelsen. Skoven vokser, barnet vokser, bevidstheden vokser osv. Af og til sker der nogle væsentlig spring, men alt kommer fra det det  små og det indre.

T’ai Chi udøveren lærer sig selv og universet bedre at kende, ved at arbejde med energi og bevidsthed. Dette mener jeg er vigtig for vores børn, vores kultur og vores fremtid.

Hvis vi ikke dyrker vores menneskelige muligheder og kvaliteter, og udvikler vores kreativitet og iderigdom sammen, bliver vi aldrig rigtig rige.

God indre vækst – også i det nye år:-)

Stig

 

Vores hjerne er vores bedste legetøj

Charlie Chaplins far sagde engang til sin søn, da sønnen var ked af, at han ikke havde penge til legetøj:

“Du har allerede det allerbedste legetøj i hele verden min søn – din hjerne”.

Ja, sikke et legetøj, og sikke et værktøj, vores hjerne, sind, “mind” er. Hvordan kan vi bruge sindet til at udvide og skabe vores verden. Selvfølgelig kan vi forsætte med at lege, men er der andet vi kan gøre med vores sind i den kreative proces det er at udforske og skabe verden?

Jeg holder generelt af at beskæftige mig med nærliggende ting, som ofte er uhyggelig let at overse, især for os moderne mennesker, f.eks. sindets muligheder.

Nedenfor har jeg nævnt nogle forslag til, hvordan vi kan arbejde med sindet/hjernen til at ændre eller udvikle vores verden. (Ændrer vi vores syn på verden, ændrer verden sig.) Jeg har tilføjet nogle få øvelser.

1. Forslag:

Fokusering. Arbejd med at fokusere. Vi har den enorme frihed, at vi kan fokusere på lige, hvad vi vil.

Det er en virkelig en god ide at øve sig på at fokusere. Ved at fokusere på forskellige ting, fornemmelser og situationer, opdager vi dybden i livet. Når vi vælger ting, som vi ikke sædvanligvis er opmærksomme på i vores fokusering, bryder vi tankemønstre og får måske endda nye perspektiver på tilværelsens forskellige aspekter.

Det er væsentligt at gøre sig klart at alt, hvad vi fokusere på er spændende, hvis vi går dybt nok. Alt!

Øvelse: Fokusér 5 minutter på en person, dernæst på en ting, og tilsidst på en situation. Hold fokus i alle 5 minutter og tillad alle tanker, følelser og fornemmelser at dukke frem.

2. Forslag

Vi kan ændre hele verden ved bevidst at skifte perspektiv. For når vores indre perspektiv ændrer sig, ændre det ydre sig også. Der er mange måder at skifte perspektiv på, f.eks. kan vi prøve at se verden ud fra en anden person synsvinkel.

Vi kan også arbejde på at være dybt følelsesmæssigt/fornemmelsesmæssigt forankret, når f.eks. vi tager på en skovtur, i sted for at have for travlt, og ikke opdage naturen. Eller vi kan se tilværelsen som et enestående mirakel, i stedet for at tage den for givet, når vi sidder på vej hjem i bussen. Når vi skifter perspektiv, ændrer alt sig mere eller mindre samtidig med, at det hele er det samme. Nogen kender det, når de drikker sig fuld, er forelsket, eller når de har læst en virkelig dyb bog. Andre oplever at verden forandrer sig, når de har mediteret i et par timer. Pludselig er vi et andet sted i os selv, og den samme verden tager sig anderledes ud, fra dette perspektiv.

Øvelse: Find selv måder bevidst at skifte perspektiv på. Kig f.eks. på et landskab. Fokusér på farverne et stykke tid, fokusér derefter på lydene, på historien, på formerne, på skyggerne, det er kun fantasien, der sætter grænser. Bliv i det nye perspektiv en rum tid – til forandringen har rørt hele dit væsen.

Vær klar over at du altid bevidst eller ubevidst ser verden ud fra en synsvinkel, og at denne synsvinkel ikke er statisk men altid kan ændres, når du vil.

3. Forslag

Undre sig over eksistensen. Når vi ser på verden, kan vi istedet for at sige: Det er det, spørge: Hvad er det? For i bund og grund kender vi meget lidt til verden.

Et lille eksempel: Engang gik jeg i Kongen Have, og kiggede på naturen. Der er nogle fantastiske træer i den have, og min opmærksomhed blev fanger af en solsort, der sad og sang oppe i sådan et træ. I stedet for at sige til mig selv, der sidder en solsort i et træ, undrede jeg mig, så på den, og spurgte hvad er det?

Jeg kunne se, at det var en levende væsen, og jeg kunne se, at den havde en vilje. Når den bevægede sig var det ikke pr. automatik, der var en intention bag dens handlinger. Jeg så væsentlig mere end, hvis jeg bare havde sat et mærkat på den: Det er en solsort som alle andre solsorte, og jeg kender godt sådan en. Et sådan mærkat ville være at lyve for mig selv, og spærre mit udsyn til et flyvende væsen, som jeg rent faktisk ikke forstår eller kender særlig dybt.

Når vi spørger os selv: “hvad er det?” eller “hvorfor er det?” åbner vi os for verden, for en verden vi ikke forstår, og verden bliver på en måde fortryllende.

Ved undren, mener jeg ikke først og fremmest en filosofisk intelektuel undren, men nærmere en undren som vi kender fra det åbne barnesind. Ligesom det lille barn er i gang med at lære verden at kende, bør vi som voknsen være i gang med at lære verden at kende. Vi har jo langt fra helt lært os selv at kende, hinanden at kende, dyrene at kende, blomsterne at kende. Hvis man påstår, at vi kender alt dette, så vil jeg påstå, at man er i overført betydning er blind for tingenes dybere natur.

Den der tror, at han kan se alt er blind. Ofte falder jeg i den selv. Hende der kender jeg godt, eller jeg har fuld forståelse for det ene eller det andet. Straks jeg laver såden en tanketorsk, er jeg spærret inde i sindet, i hvert tilfælde indtil jeg gør mig klart, hvad jeg har gang i.

Øvelse: For dit indre blik kan du kalde en person frem. Vælg en, det er ligemeget hvem og hvordan du kender vedkommede, og stil derefter spørgsmålet, mens du mere eller mindre fastholder billedet: Hvem er hun? Tænk dybt over dette 4-5 minutter eller længere.

Når du spiser noget mad, spørg – hvad er det egentlig jeg spiser, velvidende at du dybest set ikke aner det?

Prøv også at se mere af underet i din eksistens. Tænk over særningen: Jeg forstår ikke, at jeg er, men jeg er.

“Øjene kan blive vinduer, som ser ind i kedsomheden, eller som ser ind i uendeligheden her.” Don Juan til Carlos Castaneda i hans bog: Eventyrenes tale, Forlaget Rhodos, 1974. (Læs den og se mere;-)

Stig

P.S. forslag til andre måder at arbejde med verden på: Nuancering, Fordybelse, Dyb lytten, Se på det vi normalt undgår, Gør noget nyt.

Vi kan fokusere på, hvad vi vil

Vi står på egne ben, og har ansvaret for vores eget liv. Det er egentlig et enormt ansvar. Det kan godt være, at der er hjælpende kræfter der af og til støtter os, men uanset hvad, så er der vel ingen tvivl om, at vi har det grundlæggende ansvar som frie uafhængige mennesker.

Nogle tror på hjælpende kræfter, engle, ånder, guder osv. Uanset hvad, så er vores liv alligevel vores ansvar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tror på, udover på andre mennesker (og mig selv selvfølgelig). Når jeg træner og mediterer, kan jeg mærke, at der er mere energi og livskraft – mere end der normalt er i dagligdagen, men jeg sætter ikke navn på det. Hvis jeg kort skal sige, hvad jeg grundlæggende tror på, ud over mennesket, så er det ret handling.

Jeg tror ikke på, det er vores skyld, når noget går galt i vores liv. Jøderne under anden verdenskrig har ikke ansvaret for, at verden omkring dem blev sindssyg, de få mennesker som bliver ramt af et lyn er ikke udvalgte syndige mennesker, og dem der er født syge, f.eks. fordi de ikke fik luft nok under fødslen har ikke fortjent det. Alligevel ved vi godt, at handler vi rigtigt har det en god indflydelse på vores liv, det tror jeg i hvert tilfælde på.

Det er en enorm frihed, vi mennesker har som mennesker. Forleden dag slog det mig, at jeg uden problemer kan rette min opmærksomhed hen på alt i verden, både i den indre og den ydre sanselige verden. Alt. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, men den frihed, at vi uden problemer kan fokusere på venstre store tå, viethnamkrigen som den tager sig ud i vores hukommelse eller på en blomst i vindueskammen (eller et hvilket som helt andet sted) er stort. Det giver en enorm valgfrihed.

Jeg har hørt, at Dan Turell en morgen blev fuldstændig skrækslagen, for det var pludselig gået op for ham: At han kan gøre lige, hvad han vil.

Vi er ikke bundne, og så alligevel. Det at være neurotisk kalder jeg: Det at stå i vejen for sig selv. Er vi ikke alle, ud fra denne definition mere eller mindre små neurotiske. Det er faktisk slet ikke så dårligt. Det er endnu værre, hvis man er pre-neuotisk, dvs. ikke aner at der noget galt, men lever som om, man er fri, mens man er bundet. Huleboerne i kapitel 7 i Platons “Staten”, dem der sidder lænket og kigger på skyggebilleder på væggen uden at ane, at de er bundne, og at der findes en sol udenfor, har et problem. Hvorimod ham der begynder at løsgøre sig fra lænkerne og ser, at han lever i en drømmeverden er lang mere rask.

Det er lidt ligesom den person, som tror, at han eller hun er tankerne, er mere bundne end den person, der ved, at tankerne kun er en del af sindet, og derfor ikke identificerer sig med tankerne. (Også selv om omgivelserne fejlagtigt identificerer sig med tankerne).

Når vi bliver bevidste om, at vores kultur er neurotisk, dvs. fungerer på en skæv og uhensigtsmæssig måde, ser vi det også i os selv og ser, at vi er en del af denne kultur. Derved har vi mulighed for at komme op på et andet læringsniveau, og befri os fra normer og konventioner, samtidig med, at vi kan vælge at overholde normer og konventioner, ikke halvt bevidstløs men fuld bevidst.

Jeg kan sammenfatte det kort: Når vi er frie, kan vi se, at vi er bundne, og når vi er bundne, kan det være svært at se, at vi er frie. Noget af et paradoks, og også lidt for forenklet, men jeg kender ikke ultimativ frihed, og er ikke sikker på om, den findes på denne jord.

Jeg havde en god dansklærer i folkeskolen. Hun foreslog os i 7. klasse, at når vi bevægede os rundt i København, skulle vi ofte tage en ny vej frem til vores destination. På den måde ville vi lære byen bedre at kende. Nogen gange skulle vi også tage en tur til byen uden noget bestemmelsessted, og bare gå rundt. Vi har alle oplevet det at blive befriet fra fastlåste tankemønster, vaner eller overbevisninger og bagefter mærke, hvor dejligt befriende det er. Vi kunne havet gået rundt uden at være klar over vores bundethed resten af livet.

Jeg har en god ven, hvis far var dyrelæge. Hele hans barndom har min ven set, hvordan hans far tog mod klienter i hans private hjem. Det forgik som regel på denne måde.

Det ringede på døren, faren bandende højlydt og lagde surt avisen fra sig. Rasende over at han blev forstyret midt i hans hverdag, trampede han ud til hoveddøren, tog sig samme og tog sin professionelle maske på, og sagde: Hvad drejer det sig om, hvad kan jeg hjælpe med?

Da min ven blev voksen, fik han sin egen klinik, og en dag da han rasende var på vej op af lænestolen, fordi der kom en klient forbi, satte han sig ned igen og sagde til sig selv: vent lige et øjeblik, – det her kender jeg. Han tænkte på sin oplevelse med sin far i barndommen, og stillede derefter det interessante spørgsmål: hvordan har jeg det egentlig med det? Han mærkede efter, som han sad der i stolen, og til hans egen overraskelse mærkede han glæde: Han glædede sig faktisk til at få besøg. Derefter hoppede han op af stolen, klappede et par gange i hænderne og åbnede døren med et ansigt, der udstrålede: Hvor er det dejligt at se dig, lad os så komme igang. Som vennen sagde til mig: Hvis han ikke havde genkendt sit eget mønster, havde han travet tungt frem og tilbage til hoveddøren – sandsynligvis resten af livet.

Hvor mange ubevidste mønstre går vi rundt i? Svaret er enkelt: Vi ved det ikke.

Mønstrene er nemlig ubevidste. Når vi opdager dem, og det kan vi godt, når vi fokuserer på aspekter af vores liv, som før er gået upåagtet forbi, – ja så har vi valgfriheden:

Vil jeg forsætte, som jeg tidligere har gjort, eller vil jeg have en ny orientering – og nogen gange også en ny energi.

Vi kan selvfølgelig fokusere på andre ting – valget er dit.

God fokusering ;-)

Stig

Træn med egen orientering

Denne dag kommer aldrig tilbage. Det ved vi godt.

Og måske syntes, at vi burde leve den fuldt ud. Der er bare ikke altid så let som det umiddelbart ser ud til, der er hindringer på vores vej. Så er det lettere at sige hvordan andre skal takle tingene.

Min faster havde af og til sin voksne søn boende hos sig. Det  var mere praktisk for ham  når han skulle arbejde i København, for så var der “kun” en frisk cykeltur på 15 km frem og tilbage. De to havde det iøvrigt godt sammen, men kunne godt være lidt ude efter hinanden.  På en kærlig og fredsommelig måde.

Fasteren syntes, at hun havde en masse at fortælle sin søn om livet, men at han ikke altid lyttede ordentlig efter, og sønnen derimod kunne godt føle, at hans mor var lidt for omsorgfuld, af og til grænsende til det omklamrende.

En morgen gik morgen seancen som den plejede, men det var et rigtigt kedeligt regn- og blæsevejr udenfor. Ikke et vejr man havde lyst til at bevæge sig ud i frivilligt. Stemningen indenfor var derfor ikke helt i top. Det  havde min faster dog tænkt sig at gøre noget ved, så da hendes  søn var på vej ud af døren sagde hun opmuntrende:

Ved du hvad: Man bliver altså så køn af at kører i regn vejr.

Sønnen, der var små irriteret og var ved at tage støvler på, vendte hovedet og så op på hende:

Ved du hvad? –  Så syntes jeg du skulle tage og cykel dig en rigtig lang tur . Og de begyndte begge at le sammen.

Jeg syntes det er en meget sjov histiore, måske fordi jeg kender personerne. Fasteren har jo sikkert ret, men sønnens reaktion er også fuld forståelig. Bland dig helt udenom, jeg klarer mit liv på min egen måde, syntes han at sige, – pas dig selv.

Hvem bryder sig om at få fortalt igen og igen hvad de skal gøre, hvordan de skal gøre det, eller måske hvordan de skal tackle en bestemt situation? Ingen. Vi ved på den anden side godt, at vi har brug for andre råd når vi vil lærer noget nyt.

En god tai chi lærer kommandere ikke med sine elever, hun stikker mere nogle retningslinier ud, og støtte eleverne  i deres indlæring. Hun ved godt at det er eleven der er igang med at lærer, og det er deres læringsproces der er vigtig. Hun kan ikke lærer noget fra sig, som eleven ikke vil lærer.

Det er mit indtryk at, alt for mange har dårlig samvittighed omkring hvad de ikke få gjort, eller ikke få gjort godt nok.

Jeg plejer at sige til mine elever: I skal være glade for det I få gjort, og når I ikke få gjort noget, skal I også være glade. Det er bare et råd, men det virker for mig.

Jeg har trænet meget igennem årene, men aldrig ud fra et samvittigheds pres. Jeg føler ikke at jeg springer træningen over, hvis jeg tager en pause. I min tidlige ungdom prøvede jeg med skemaer og planer, det virkede ikke mere end højst et par uger.

I dag vej jeg, at jo mere jeg træner, jo mere få jeg som regel lyst til at træne. Men der er undtagelser, og så laver jeg bare noget andet, eller ingenting, og har det godt med det.

At følge sin natur, er naturligvis at lytte til sin natur. Der er intet godt i  tvangspræget aktivering, eller hovedløst stræben. Når vi har vores egen orientering har vi os selv med og så kommer energien af sig selv. Det er ligesom en dynamo. Når vi har os selv med at vi koblet til og bliver ladet op af bevægelserne, og når vi ikke har os selv med, er vi afkoblet og bliver ikke ladet op. At træne uden at lytte til sig selv og sin kropsignaler er som er ride på en hest uden at lytte til hesten.

Vi skal derfor være forankret i vores egen vilje, og vores egen orientering. Men dette skal heller ikke overdrives. Jeg kommer til at tænke på  to vittigheder om to gravstene, der måske siger noget om at hovedpersoneres vilje styrke og egenorientering, nok har været lidt for stærk:-)

På den ene gravsten står der:

Her ligger Peter Petersen – meget mod sin vilje.

På den anden gravsten stod de sidste ord fra en person som mange syntes var noget af en hypokonder:

Her ligger Erik Eriksen – hvad sagde jeg !

Vores vilje og overbevisning kan også være for stærk.

God middelvej:-)

Stig