Tai Chi, filosofi og kalligrafi

Måske ikke tre ting, man forbinder med hinanden – men hør her i dette spændende foredrag med Chungliang Al Huang, hvordan de hører sammen. Man får et spændende indblik i Tai Chi, yinyang og kinesisk filosofi – og så kan alle råd og øvelser, som bliver vist i videoen sagens bruges i et moderne vestlig liv. Kan stærkt anbefales.

Du kan læse mere om Chungliang Al Huang og se flere video’er her

Vores hjerne er vores bedste legetøj

Charlie Chaplins far sagde engang til sin søn, da sønnen var ked af, at han ikke havde penge til legetøj:

“Du har allerede det allerbedste legetøj i hele verden min søn – din hjerne”.

Ja, sikke et legetøj, og sikke et værktøj, vores hjerne, sind, “mind” er. Hvordan kan vi bruge sindet til at udvide og skabe vores verden. Selvfølgelig kan vi forsætte med at lege, men er der andet vi kan gøre med vores sind i den kreative proces det er at udforske og skabe verden?

Jeg holder generelt af at beskæftige mig med nærliggende ting, som ofte er uhyggelig let at overse, især for os moderne mennesker, f.eks. sindets muligheder.

Nedenfor har jeg nævnt nogle forslag til, hvordan vi kan arbejde med sindet/hjernen til at ændre eller udvikle vores verden. (Ændrer vi vores syn på verden, ændrer verden sig.) Jeg har tilføjet nogle få øvelser.

1. Forslag:

Fokusering. Arbejd med at fokusere. Vi har den enorme frihed, at vi kan fokusere på lige, hvad vi vil.

Det er en virkelig en god ide at øve sig på at fokusere. Ved at fokusere på forskellige ting, fornemmelser og situationer, opdager vi dybden i livet. Når vi vælger ting, som vi ikke sædvanligvis er opmærksomme på i vores fokusering, bryder vi tankemønstre og får måske endda nye perspektiver på tilværelsens forskellige aspekter.

Det er væsentligt at gøre sig klart at alt, hvad vi fokusere på er spændende, hvis vi går dybt nok. Alt!

Øvelse: Fokusér 5 minutter på en person, dernæst på en ting, og tilsidst på en situation. Hold fokus i alle 5 minutter og tillad alle tanker, følelser og fornemmelser at dukke frem.

2. Forslag

Vi kan ændre hele verden ved bevidst at skifte perspektiv. For når vores indre perspektiv ændrer sig, ændre det ydre sig også. Der er mange måder at skifte perspektiv på, f.eks. kan vi prøve at se verden ud fra en anden person synsvinkel.

Vi kan også arbejde på at være dybt følelsesmæssigt/fornemmelsesmæssigt forankret, når f.eks. vi tager på en skovtur, i sted for at have for travlt, og ikke opdage naturen. Eller vi kan se tilværelsen som et enestående mirakel, i stedet for at tage den for givet, når vi sidder på vej hjem i bussen. Når vi skifter perspektiv, ændrer alt sig mere eller mindre samtidig med, at det hele er det samme. Nogen kender det, når de drikker sig fuld, er forelsket, eller når de har læst en virkelig dyb bog. Andre oplever at verden forandrer sig, når de har mediteret i et par timer. Pludselig er vi et andet sted i os selv, og den samme verden tager sig anderledes ud, fra dette perspektiv.

Øvelse: Find selv måder bevidst at skifte perspektiv på. Kig f.eks. på et landskab. Fokusér på farverne et stykke tid, fokusér derefter på lydene, på historien, på formerne, på skyggerne, det er kun fantasien, der sætter grænser. Bliv i det nye perspektiv en rum tid – til forandringen har rørt hele dit væsen.

Vær klar over at du altid bevidst eller ubevidst ser verden ud fra en synsvinkel, og at denne synsvinkel ikke er statisk men altid kan ændres, når du vil.

3. Forslag

Undre sig over eksistensen. Når vi ser på verden, kan vi istedet for at sige: Det er det, spørge: Hvad er det? For i bund og grund kender vi meget lidt til verden.

Et lille eksempel: Engang gik jeg i Kongen Have, og kiggede på naturen. Der er nogle fantastiske træer i den have, og min opmærksomhed blev fanger af en solsort, der sad og sang oppe i sådan et træ. I stedet for at sige til mig selv, der sidder en solsort i et træ, undrede jeg mig, så på den, og spurgte hvad er det?

Jeg kunne se, at det var en levende væsen, og jeg kunne se, at den havde en vilje. Når den bevægede sig var det ikke pr. automatik, der var en intention bag dens handlinger. Jeg så væsentlig mere end, hvis jeg bare havde sat et mærkat på den: Det er en solsort som alle andre solsorte, og jeg kender godt sådan en. Et sådan mærkat ville være at lyve for mig selv, og spærre mit udsyn til et flyvende væsen, som jeg rent faktisk ikke forstår eller kender særlig dybt.

Når vi spørger os selv: “hvad er det?” eller “hvorfor er det?” åbner vi os for verden, for en verden vi ikke forstår, og verden bliver på en måde fortryllende.

Ved undren, mener jeg ikke først og fremmest en filosofisk intelektuel undren, men nærmere en undren som vi kender fra det åbne barnesind. Ligesom det lille barn er i gang med at lære verden at kende, bør vi som voknsen være i gang med at lære verden at kende. Vi har jo langt fra helt lært os selv at kende, hinanden at kende, dyrene at kende, blomsterne at kende. Hvis man påstår, at vi kender alt dette, så vil jeg påstå, at man er i overført betydning er blind for tingenes dybere natur.

Den der tror, at han kan se alt er blind. Ofte falder jeg i den selv. Hende der kender jeg godt, eller jeg har fuld forståelse for det ene eller det andet. Straks jeg laver såden en tanketorsk, er jeg spærret inde i sindet, i hvert tilfælde indtil jeg gør mig klart, hvad jeg har gang i.

Øvelse: For dit indre blik kan du kalde en person frem. Vælg en, det er ligemeget hvem og hvordan du kender vedkommede, og stil derefter spørgsmålet, mens du mere eller mindre fastholder billedet: Hvem er hun? Tænk dybt over dette 4-5 minutter eller længere.

Når du spiser noget mad, spørg – hvad er det egentlig jeg spiser, velvidende at du dybest set ikke aner det?

Prøv også at se mere af underet i din eksistens. Tænk over særningen: Jeg forstår ikke, at jeg er, men jeg er.

“Øjene kan blive vinduer, som ser ind i kedsomheden, eller som ser ind i uendeligheden her.” Don Juan til Carlos Castaneda i hans bog: Eventyrenes tale, Forlaget Rhodos, 1974. (Læs den og se mere;-)

Stig

P.S. forslag til andre måder at arbejde med verden på: Nuancering, Fordybelse, Dyb lytten, Se på det vi normalt undgår, Gør noget nyt.

Vi kan fokusere på, hvad vi vil

Vi står på egne ben, og har ansvaret for vores eget liv. Det er egentlig et enormt ansvar. Det kan godt være, at der er hjælpende kræfter der af og til støtter os, men uanset hvad, så er der vel ingen tvivl om, at vi har det grundlæggende ansvar som frie uafhængige mennesker.

Nogle tror på hjælpende kræfter, engle, ånder, guder osv. Uanset hvad, så er vores liv alligevel vores ansvar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tror på, udover på andre mennesker (og mig selv selvfølgelig). Når jeg træner og mediterer, kan jeg mærke, at der er mere energi og livskraft – mere end der normalt er i dagligdagen, men jeg sætter ikke navn på det. Hvis jeg kort skal sige, hvad jeg grundlæggende tror på, ud over mennesket, så er det ret handling.

Jeg tror ikke på, det er vores skyld, når noget går galt i vores liv. Jøderne under anden verdenskrig har ikke ansvaret for, at verden omkring dem blev sindssyg, de få mennesker som bliver ramt af et lyn er ikke udvalgte syndige mennesker, og dem der er født syge, f.eks. fordi de ikke fik luft nok under fødslen har ikke fortjent det. Alligevel ved vi godt, at handler vi rigtigt har det en god indflydelse på vores liv, det tror jeg i hvert tilfælde på.

Det er en enorm frihed, vi mennesker har som mennesker. Forleden dag slog det mig, at jeg uden problemer kan rette min opmærksomhed hen på alt i verden, både i den indre og den ydre sanselige verden. Alt. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, men den frihed, at vi uden problemer kan fokusere på venstre store tå, viethnamkrigen som den tager sig ud i vores hukommelse eller på en blomst i vindueskammen (eller et hvilket som helt andet sted) er stort. Det giver en enorm valgfrihed.

Jeg har hørt, at Dan Turell en morgen blev fuldstændig skrækslagen, for det var pludselig gået op for ham: At han kan gøre lige, hvad han vil.

Vi er ikke bundne, og så alligevel. Det at være neurotisk kalder jeg: Det at stå i vejen for sig selv. Er vi ikke alle, ud fra denne definition mere eller mindre små neurotiske. Det er faktisk slet ikke så dårligt. Det er endnu værre, hvis man er pre-neuotisk, dvs. ikke aner at der noget galt, men lever som om, man er fri, mens man er bundet. Huleboerne i kapitel 7 i Platons “Staten”, dem der sidder lænket og kigger på skyggebilleder på væggen uden at ane, at de er bundne, og at der findes en sol udenfor, har et problem. Hvorimod ham der begynder at løsgøre sig fra lænkerne og ser, at han lever i en drømmeverden er lang mere rask.

Det er lidt ligesom den person, som tror, at han eller hun er tankerne, er mere bundne end den person, der ved, at tankerne kun er en del af sindet, og derfor ikke identificerer sig med tankerne. (Også selv om omgivelserne fejlagtigt identificerer sig med tankerne).

Når vi bliver bevidste om, at vores kultur er neurotisk, dvs. fungerer på en skæv og uhensigtsmæssig måde, ser vi det også i os selv og ser, at vi er en del af denne kultur. Derved har vi mulighed for at komme op på et andet læringsniveau, og befri os fra normer og konventioner, samtidig med, at vi kan vælge at overholde normer og konventioner, ikke halvt bevidstløs men fuld bevidst.

Jeg kan sammenfatte det kort: Når vi er frie, kan vi se, at vi er bundne, og når vi er bundne, kan det være svært at se, at vi er frie. Noget af et paradoks, og også lidt for forenklet, men jeg kender ikke ultimativ frihed, og er ikke sikker på om, den findes på denne jord.

Jeg havde en god dansklærer i folkeskolen. Hun foreslog os i 7. klasse, at når vi bevægede os rundt i København, skulle vi ofte tage en ny vej frem til vores destination. På den måde ville vi lære byen bedre at kende. Nogen gange skulle vi også tage en tur til byen uden noget bestemmelsessted, og bare gå rundt. Vi har alle oplevet det at blive befriet fra fastlåste tankemønster, vaner eller overbevisninger og bagefter mærke, hvor dejligt befriende det er. Vi kunne havet gået rundt uden at være klar over vores bundethed resten af livet.

Jeg har en god ven, hvis far var dyrelæge. Hele hans barndom har min ven set, hvordan hans far tog mod klienter i hans private hjem. Det forgik som regel på denne måde.

Det ringede på døren, faren bandende højlydt og lagde surt avisen fra sig. Rasende over at han blev forstyret midt i hans hverdag, trampede han ud til hoveddøren, tog sig samme og tog sin professionelle maske på, og sagde: Hvad drejer det sig om, hvad kan jeg hjælpe med?

Da min ven blev voksen, fik han sin egen klinik, og en dag da han rasende var på vej op af lænestolen, fordi der kom en klient forbi, satte han sig ned igen og sagde til sig selv: vent lige et øjeblik, – det her kender jeg. Han tænkte på sin oplevelse med sin far i barndommen, og stillede derefter det interessante spørgsmål: hvordan har jeg det egentlig med det? Han mærkede efter, som han sad der i stolen, og til hans egen overraskelse mærkede han glæde: Han glædede sig faktisk til at få besøg. Derefter hoppede han op af stolen, klappede et par gange i hænderne og åbnede døren med et ansigt, der udstrålede: Hvor er det dejligt at se dig, lad os så komme igang. Som vennen sagde til mig: Hvis han ikke havde genkendt sit eget mønster, havde han travet tungt frem og tilbage til hoveddøren – sandsynligvis resten af livet.

Hvor mange ubevidste mønstre går vi rundt i? Svaret er enkelt: Vi ved det ikke.

Mønstrene er nemlig ubevidste. Når vi opdager dem, og det kan vi godt, når vi fokuserer på aspekter af vores liv, som før er gået upåagtet forbi, – ja så har vi valgfriheden:

Vil jeg forsætte, som jeg tidligere har gjort, eller vil jeg have en ny orientering – og nogen gange også en ny energi.

Vi kan selvfølgelig fokusere på andre ting – valget er dit.

God fokusering ;-)

Stig

Træn med egen orientering

Denne dag kommer aldrig tilbage. Det ved vi godt.

Og måske syntes, at vi burde leve den fuldt ud. Der er bare ikke altid så let som det umiddelbart ser ud til, der er hindringer på vores vej. Så er det lettere at sige hvordan andre skal takle tingene.

Min faster havde af og til sin voksne søn boende hos sig. Det  var mere praktisk for ham  når han skulle arbejde i København, for så var der “kun” en frisk cykeltur på 15 km frem og tilbage. De to havde det iøvrigt godt sammen, men kunne godt være lidt ude efter hinanden.  På en kærlig og fredsommelig måde.

Fasteren syntes, at hun havde en masse at fortælle sin søn om livet, men at han ikke altid lyttede ordentlig efter, og sønnen derimod kunne godt føle, at hans mor var lidt for omsorgfuld, af og til grænsende til det omklamrende.

En morgen gik morgen seancen som den plejede, men det var et rigtigt kedeligt regn- og blæsevejr udenfor. Ikke et vejr man havde lyst til at bevæge sig ud i frivilligt. Stemningen indenfor var derfor ikke helt i top. Det  havde min faster dog tænkt sig at gøre noget ved, så da hendes  søn var på vej ud af døren sagde hun opmuntrende:

Ved du hvad: Man bliver altså så køn af at kører i regn vejr.

Sønnen, der var små irriteret og var ved at tage støvler på, vendte hovedet og så op på hende:

Ved du hvad? –  Så syntes jeg du skulle tage og cykel dig en rigtig lang tur . Og de begyndte begge at le sammen.

Jeg syntes det er en meget sjov histiore, måske fordi jeg kender personerne. Fasteren har jo sikkert ret, men sønnens reaktion er også fuld forståelig. Bland dig helt udenom, jeg klarer mit liv på min egen måde, syntes han at sige, – pas dig selv.

Hvem bryder sig om at få fortalt igen og igen hvad de skal gøre, hvordan de skal gøre det, eller måske hvordan de skal tackle en bestemt situation? Ingen. Vi ved på den anden side godt, at vi har brug for andre råd når vi vil lærer noget nyt.

En god tai chi lærer kommandere ikke med sine elever, hun stikker mere nogle retningslinier ud, og støtte eleverne  i deres indlæring. Hun ved godt at det er eleven der er igang med at lærer, og det er deres læringsproces der er vigtig. Hun kan ikke lærer noget fra sig, som eleven ikke vil lærer.

Det er mit indtryk at, alt for mange har dårlig samvittighed omkring hvad de ikke få gjort, eller ikke få gjort godt nok.

Jeg plejer at sige til mine elever: I skal være glade for det I få gjort, og når I ikke få gjort noget, skal I også være glade. Det er bare et råd, men det virker for mig.

Jeg har trænet meget igennem årene, men aldrig ud fra et samvittigheds pres. Jeg føler ikke at jeg springer træningen over, hvis jeg tager en pause. I min tidlige ungdom prøvede jeg med skemaer og planer, det virkede ikke mere end højst et par uger.

I dag vej jeg, at jo mere jeg træner, jo mere få jeg som regel lyst til at træne. Men der er undtagelser, og så laver jeg bare noget andet, eller ingenting, og har det godt med det.

At følge sin natur, er naturligvis at lytte til sin natur. Der er intet godt i  tvangspræget aktivering, eller hovedløst stræben. Når vi har vores egen orientering har vi os selv med og så kommer energien af sig selv. Det er ligesom en dynamo. Når vi har os selv med at vi koblet til og bliver ladet op af bevægelserne, og når vi ikke har os selv med, er vi afkoblet og bliver ikke ladet op. At træne uden at lytte til sig selv og sin kropsignaler er som er ride på en hest uden at lytte til hesten.

Vi skal derfor være forankret i vores egen vilje, og vores egen orientering. Men dette skal heller ikke overdrives. Jeg kommer til at tænke på  to vittigheder om to gravstene, der måske siger noget om at hovedpersoneres vilje styrke og egenorientering, nok har været lidt for stærk:-)

På den ene gravsten står der:

Her ligger Peter Petersen – meget mod sin vilje.

På den anden gravsten stod de sidste ord fra en person som mange syntes var noget af en hypokonder:

Her ligger Erik Eriksen – hvad sagde jeg !

Vores vilje og overbevisning kan også være for stærk.

God middelvej:-)

Stig

 

 

Vi kan blive bedre til hvad vi vil

Øvelse gør mester – siger man.

Der faldt mig en spændende tanke ind her forleden:

Uanset hvad vi øver os på, kan vi faktisk ikke undgå at bliver dygtigere til det.

Det lyde måske banalt, men jeg syntes egentlig at det er stort og betydningsfuldt, at det virkelig er sådan. Vi kan ikke undgå at bliver dygtigere sålænge vi bare øver os!

Egentlig en fantastisk kapacitet at gå rundt med som menneske.

Jeg har en gammel ven som jeg af en eller anden grund altid har set (og hørt) som umusikalsk. En dag meldte han sig til klaverundervisning, og 4 år efter kunne jeg ikke rigtig tro min egne ører. Han spillede med indlevelse, og på en musikalsk måde og med rigtige fraseringer og betoninge og det hele så hårene rejste sig på armene. Det var åbenlyst at han var ret musikalsk og talentfuld.

Alt øvelse kræver en vedhængende og sammenhængene træning hvis den skal gøre en afgørende forskel. Øvelsen kræver også noget andet: Bevidsthedsgørelse.

Der er forskel på at tage opvasken og så at øver sig på at tage opvasken, spille saksofon, guitar og bongotromme eller for den sags skyld klatre i træne og så bevidst øve sig i dette. Når vi øver os, er vi bevidste om det vi gør,  i en eller anden form for systematisk tilgang. Hen af vejen opnår vi mere forståelse, højere niveau, klare tingene bedre eller skærpe vores sind, nyde vores udfoldelse m.m. I og med at vi kan mærke, at vi forbedre os bliver vi mere motiveret.  Der findes ikke noget mere tilfredsstillende en at komme videre med sig selv, eller at udvikle sig inden for et område som man er optaget af.

Hvad dygtige mestre gør, ser let ud, men vi ved godt at der ligger bunker af træningstimer og øvelse bag det hele, uanset talent.

Jeg kommer til at tænke på Thomas Eje, der under et show med linie 3, stiller sig op med en elektrisk guitar, som ellers ikke er hans hoved instrument, og fyrer en Gary More solo af til nærmest perfektion. Han fortalt senere, at forberedelsen bestod i at spærre sig inde i en kælderen i månedvis og øve sig, for han ville simpelthen lærer det. Et eksempel på hans guitar færdighed (i små sko) er på dette youtube klip:

Her i Danmak kan vi starte på alt, lige fra porcelænsmaling til et stuntman kursus, og vi har chancen for at dygtige gøre os i stort set alt.

Selv, fortrækker jeg at øve mig i, noget der allerede er efterprøvet, og som jeg er overbevist om er meningsfyldt i længden, også når når jeg engang bliver gammel.

Jeg spiller klassisk guitar, meditere og dyrker T’ai Chi Ch’uan.

Jeg har ikke tænkt mig nogen sinde at stoppe med en af disse tre aktiviteter.

Jeg hørte engang en historie om en elev, der stoppede hos sin lærer, i en ung alder. 30 år efter kom eleven hen til læreren og sagde, der kan du bare se, det gik jo godt meget godt alligevel. Rart at hører, sagde læren, men hvad nu hvis det havde gået fantastisk godt hvis du havde forsat.

Min kone arbejder for tiden på en bog, som man skal kunne bruge sig til systematisk at øve sig i at udvide sine færdigheder og Comfort zone. Naturligvis i eget tempo og inden for de områder af sit liv hvor man ønsker at bevæge sig.

Den bog vil jeg anskaffe, når den bliver udgivet, for jeg tror faktisk på systematisk øvelse, og de langsigtede resultater heraf. (Også når øvelsen går ud på at skrive små artikler om selvudvikling inden på en blog).

God øvelse, med hvad der end interesserer dig, nu, og fremover;-)

Stig

 

Nærvær og livskraft

Den Indre aktive følelsesmæssige kontakt.

I 20 år har jeg gået hos en livsvejleder, Carl-Johan Djurhuus, 1 til 3 gange om ugen. Prisen var: 600.- kr. i timen, så det bliver næsten 1 million kr, hvis man plusser alle gangene og tillægger renter. Min Kia Picanto kunne nemt være byttet ud med en større bil, hvis jeg havde lagt bare halvdelen af pengene til side.

Er det det hele værd, og hvad sidde man egentlig og snakke med en mand om i 20 år?

Jo, for det først vil jeg sige, at Carl-Johan Djurhuus ikke er en hr. hvemsomhelst.  Han er det mest  rummelige og følelsesmæssig dybt forankret menneske jeg har mødt i mit liv. Allerede fra starten havde jeg et godt møde med ham uden filter og uden skuespil. Et varmt kærlig og intelligent møde, der syntes at kunne rumme alle temaer og gå i dybden med det væsentlige.

For det andet, hvad det måske kan være lidt svært at forstå for udenforstående, var det kun snak de første 4-5  år. Senere hen var det mere udveksling af energi og bevidsthed. Jo, vi snakkede sammen, men vi var fuld klar over, at det var de bagvedliggende strømninger samt graden og tilstedeværelsen af væren, der var af betydning.

Carl-Johan havde, da jeg mødte ham, arbejdet med sig selv i 25 år, men valgte tidligt i sin egen praksis at bryde med alle retninger inden for psykoanalysen, gestaltterapi og hvad han ellers havde lært at systemer. Han valgte simplethen at arbejde ud fra sin egen orientering og være sig selv. For ham var det vigtigste, at der var et ærligt møde. Det var ikke en terapeut, jeg sad over for i alle de år, men en livsvejleder og en god ven. Jeg kendte ligeså meget til hans privatliv, som han gjorde til mit. (Og det vil sige stort set alt). Ærlighed, ægthed og tillid hele vejen igennem.

Nu har jeg arbejdet med T’ai Chi i små 20 år, og mærket meget af den kraft og energi, som dette unikke system giver adgang til, ved vedvarende træning.  Da jeg arbejde hos hos Carl-Johan oplevet jeg en række åbninger i mit liv. Disse åbninger, der også var meget energiladet, minder på en måde om de senere tai chi oplevelserne, men ofte var de alligevel helt anderledes.

Bevægelsen hos Carl-Johan var dybt gennemtænk, men det tog mange år før jeg opdagede hvad hans bagvedliggende strategi egentlig var. Bevægelsen kan kort forklares sådan her:

I forløbet brugte vi mange år på at dykke ned bag om “den fortalte virkelighed”,

(ved “den fortalt virkelighed” mener jeg  den virkelighed som vi per automatik har overtaget fra forældre og samfundet),

og gradvis bevæger os  over i “den oplevede virkelighed”,

(den virkelighed hvor vi har os selv med følelsesmæssigt, erkendelsesmæssigt og orienteringsmæssigt).

I denne proces havde jeg nogen anderledes kraftfulde energimæssige oplevelser, som på ingen måde står tilbage for intensiteten eller virkningen i tai chi oplevelserne.

Ligesom det tog 8-10 år år daglig træning rigtigt at få åbnet op for energien i T’ai Chi tog det det henved 10 år før  tingene var faldet ordentlig på plads hos Carl-Johan. Herefter kunne jeg så småt kunne begynde at lukke op for tilværelsens dybere liggende lag hvor vi kom bag om tingene, følelserne og situationerne og ind i energien, de dybe erkendelser og livskraften.

Jeg  arbejdede sammenhængene i disse mange år, ikke kun hos Carl-Johan, men mellem vores møder. Møderne handlede altid om livsaktuelle temaer, der var forud for dagligdags bevidsheden, og som både var repræsenteret i “tilfældige”hændelser, drømme og vores nuværende interesse. Temaerne opstod ligesom af sig selv, uanset om det var Carl-Johan som havde oplevet en “tilfældig hændelse” eller det var mig, der havde fået en ide eller haft en spændende drøm. Det var som om, der var noget større der styrede processen, men vi sætte ikke navn på denne kraft. Jeg arbejde i disse år på at at være mere, se mere og forstå mere, – en proces der involverede hele mit liv, nat og dag. Efter flere år begyndte der virkelig at ske noget.  Jeg begyndte at mærke kraften fra jorden og energi fra himlen, og efter lange svære perioder, hvor energien skulle integreres, oplevet jeg grundlæggende perspektivskift der ændrede alt i min tilværelse.  Ind imellem disse omvæltninger oplevet jeg af og til forskellige grader af ekstase, og noget man måske kan kalde åbenbaringer.

Kort fortalt oplevet jeg en række energier og følelsestilstande, jeg ikke kendt noget til. Tilstande som jeg i min vildeste fantasi ikke troede ville være mulig at opleve som menneske.

Jeg kan huske på et tidspunkt i forløbet, hvor jeg havde det særdeles hårdt og følte at jeg i måneder havde oplevede den rå virkelighed på en alt for barsk måde, helt uden beskyttelse. Pludselig og totalt uventet åbnede mit hjertechakra sig, og jeg følte det som havde jeg  et tyk beskyttende energimæssig skjold foran bryst kassen. Et skjold af en tykkelse og energitæthed, så jeg ikke ville være nervøs for at få en forhammer buldrende ned mod min brystkasse, mens jeg lå ned. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Andre gange, i udviklingforløbet, når det lykkes at gøre ubevidste resourcer bevidste, følte jeg, at min krop pludselig var 10 kg. lettere og at jeg kunne bevæge mig hen over jorden på en helt ny måde og ofte med mere klar bevidsthed.

Der var endda tidspunkter, i dette 20 års forløb, hvor hele verden skiftede karakter på en grundlæggende måde, som jeg kun har læst om hos Carlos Castaneda, og det endda helt uden stoffer eller anden stærk stimuli, som jeg iøvrigt aldrig har rørt. Verden blev efterfølgende aldrig helt den samme igen.

Jeg fik adgang til energimæssig strømme der var så kraftig , at jeg havde svært ved at stå på mine ben, og en andre gange åbnede energien det 3. øje op, så jeg kunne se dybere ind i min og andre menneskers natur, end jeg troede var muligt. Et par gang blev jeg, i udviklingsprocessen, kastet ned i fosterstilling, og måtte bruge flere uger på at komme på benene igen. Jeg kan også huske fra tiden hos Carl-Johan, at jeg via selvsuggestion havde oplevelser af  noget der minder om min egen fødsel, og hændelser fra den helt tidlige barndom dukkede af og til frem.

Men som sagt tog det henved 10 år, før der rigtig kom skred i processen. De første år, hos Carl-Johan var hårdt arbejde – virkelig hårdt arbejde: Opbygningen af indre styrke, konfrontation på en række områder, fjernelse af livsløgne, angst arbejde, følelsemæssig kontakt og autonom orientering i en grad der til tider nærmest syntes ubærlig.

De sidste par år Carl-Johan og jeg arbejde sammen, handlede det mest om, hvad han kaldte: Den indre aktive følelsesmæssig kontakt. Det har taget mig år at kunne være mere i denne kontakt.

Efter 20 år ved jeg at vi mennesker har mulighed for at bryde ud af den skal, vi fra barnsben er puttet ind i, og  derved træde ind i en verden af frihed, styrke og kraft som virkeliggøre vores sande, dybe og meget rige, menneskelige natur. Når den virkeliggørelse sker kan vi mærke at det eneste rigtige er at opdage hvem vi er som menneske.

Det kræver mod at starte, og især at forsætte med sådan en udviklingsproces, for det fører på et eller andet tidspunkt frem til, at vi bliver konfronteret med vores grundlæggende overbevisninger. At bliver genfødt som voksen er sin sag, men absolut det hele værd (set i bakspejlet).  Og hvad så med den lille million kroner. Her er jeg afklaret:

Jeg vil hellere hvile i min krop og væren, end i en komfortabel bil, hvor fancy den end er.

Carl-Johan gav mig i sin tid et valg der minder mig om  det valg Morpheus giver Neo  i filmen: Matrix:

“You take the blue pill, the story ends, you wake up in your bed and believe whatever you want to believe. You take the red pill, you stay in Wonderland, and I show you how deep the rabbit hole goes.”

Jeg takker for at jeg i sin tid mødte en ægte, dyb og vis livsvejleder, der gav mig  ovenstående valg, og at jeg havde modet til at tage den røde pille. I dag  aner jeg dog stadig ikke hvor dybt kanin hullet egentlig er?

Jeg er igang med at undersøge det;-)

Stig

Lyt til fornemmelserne

En musiklærer jeg kender fortalte mig, at han en aften gik en tur med sig selv rundt i byen.

Pludselig var der et og andet, der gjorde, at han stoppede op ved en bygning og kiggede op på en 2. sals lejlighed. Mens han stod der og så på lejligheden, havde han en bestemt følelse af, at her var der noget riv ravende galt. Hans alarmklokker ringede så at sige. Efter lidt overvejelse besluttede han at gå op og ringe på den pågældende lejligheds dør.

Døren bliv stille åbnet, og han skyndte sig at forklare, til den undrende kvinde, at han var meget ked af, såfremt han havde forstyret, men der var noget, der havde sagt ham, at han skulle ringe på netop denne dør, og hvis der ikke var noget problem, ville han selvfølgelig straks gå igen.

Kvinden der så dybt ulykkelig ud inviteret ham indenfor, og fik efter et stykke tid fortalt ham, grædefærdigt, at hun netop havde overvejet at tage sit eget liv.

Han blev siddende hele natten, sammen med hende, og de snakkede seriøst og hyggede sig med kaffe og kager, og de lærte hinanden bedre at kende. Da han gik om morgen, følte han at stemningen var langt bedre, og at hun havde fået et noget ændre perspektiv på den problemfyldte side af hendes liv. Jeg tror på denne musiklærer, fordi jeg kender ham meget godt. Desuden har han mange gange kunne “læse mig” som en åben bog.

Jeg tror, at dét spillelæreren var god til var at lytte til sig selv og sin intuition, måske fordi han har en stor indre kontakt på dette område. Måske er det arbejdet med musikken, der har udviklet hans evner, jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at vi udvikler lyttende energi, i Tai Chi Chuan, og ligesom andre af de grundlæggende kvaliteter vi udvikler i tai chi, bliver vi heller aldrig helt færdige med at arbejde med at udvikle denne, vores sensitivitet og forståelse af verden.

Vi lærer ret hurtigt i Tai Chi, at det at lytte ikke kun er med ørene, men også med resten af kroppen. Med hele vores væsen så at sige.

Vi lytter naturligvis bedst, når vores sind er stille. Når opmærksomheden ikke er optaget af andet end at lytte. Går vi f.eks. ind i et rum med mange mennesker, mærker vi hurtigt stemningen, og mere nuanceret: Hvor der er god energi, hvor der måske er mere stillestående energi, og hvor der er en spænding og en mulig konflikt under opsejlning eller en anden spændende bevægelse. En dygtig tai chi lærer ved præcist, hvad der sker i hendes klasse. Flere gang har jeg mødt en nærmest overmenneskelig intuition hos de lærere, som jeg har været så heldig at gå hos.

Jo mere nærværende og klar vi er i sindet, jo mere opfatter vi, og jo bedre kan vi orientere os indvendigt og udvendigt.

Alle tai chi udøvere har prøvet at stå og lave pushhand (tomandsøvelser) med en person, som er bedre til at lytte end en selv. Modstanderen ved næsten hele tiden, hvad man har til hensigt at gøre, måske før en selv, og kan endda nogen gange forudsige ens intension og “skjulte” træk. Lige meget hvor meget og hvor snildt vi forsøger at dække over dem, er hun foran og kender ens bevægelser.

Ved at lytte til andres kroppe udvides vores egen kapacitet til at lytte til indre kropslige fornemmelser. Vi får en forøget adgang til vores egen krops ressourcer ved at mærke/lytte til andres kroppe i Tai Chi.

To mennesker der mødes med god lyttende energi udveksler energier og erfaringer, hurtigt og godt. Det kender vi også fra hverdagslivet. I T’ai Chi Ch’uan arbejder vi på at specialiserer os i denne udveksling af energi bl.a. ved at øge vores sensitivitet – vores lyttende chi.

Stig

Dybde i livet

Det der undrer mig er, at verden er så stor, og at det bevidsthedsmæssig interesser os så forholdvis lidt.

Vi ved det – lige meget hvilket aspekt vi vælger at se verden ud fra er den nærmest uendelig

stor,

dyb,

kompliceret,

uforståelig,

højt udviklet og

fin/sublim.

Nu, når vi er en integrereret del af denne verden, er det naturligvis naturlig at ligger mærke til dens enorme rigdom i alle dens aspekter. Ellers sover vi jo på en måde i vågen tilstand.

Hvis vi får en ny Ferrai 458 og ikke ligger mærker til det, vil vi syntes at det er underligt. Eller hvis vi vinder 22 millioner i lotteri, og ikke bliver glæde, er det vel også mærkeligt.

Det at vi har en krop, som det har taget millioner af år at udvikle, og en bevidsthed som måske er enestående i universet, det må vi da begejstres over. Det er langt, langt, langt mere værd end hvilken som helt bil eller sum penge. Men, kan vi indvende, alle de andre mennesker har jo også en krop.

Det går det da bare endnu større !

Men, vi kan da ikke hele tiden går og være betaget over verdens dybde, kompleksistet og mirakuløse tilstedeværelse. Nej, selvfølgelig ikke, vi har andre gøremål. Men for vores egen skyld, må vi ikke  overse det store uforklarlige mirakel det meste af tiden.

F.eks at vi har en menneskekrop !

Den livsgave vi har fået, (i øvrigt uden at gøre noget for det), åbner sig ikke altid af sig selv. Vi må gøre et stykke arbejde.

F.eks.:

Når vi kigger dybere på tilværelsen, vil den åbenbare den sig gradvis for os.

Jeg var engang på kunsthøjskole, og billedlærerne havde inviteret os ud til en maleriudstilling. Vi gik fra billed til til billed, og jeg undrede mig over at det hele skulle gå så hurtigt. Jeg lagde mærke til at de 30-40 billeder som vi standsede op op så på, fik en masse hurtige kommentarer med på vejen, men lærerne så ikke på dem, andet end med hurtigt kastede blik.De syntes måske at de kendte billederne så godt, og at de havde set dem tilstrækkelig.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet om de overhovedet nogen sinde havde set billedederne?

Når vi dybdefokuser, som menneske, er det lidt lige som et kamera. Da Hubble-teleskobet tog det verdenskendte foto: Hubble Ultra Deep Field, det dybeste billed af universet der er taget med synlig lys, havde kameraet en lang åbningstid. Ellers ville det ikke kunne kigge 13 milliarder år tilbage i tiden.

Når vi mennesker ser, mener jeg det er det lidt samme mekanisme der gør sig gældende.

Fokusere vi længere tid, er der sandsynlighed for at vi ser mere. Selvfølgelig kan nogen mennesker får dyb indsigt i et splitsekund, men det er undtagelser, og disse mennesker har ofte også gjort en stort undersøgende forarbejde.

Det er rigtigt at et pop-hit, behøver vi ofte kun at lytte til ganske få gange for at få den fulde udbytte. Men en koncert af Igor Stravinskij skal vi tit lytte til mange gange for at den åbner vores verden.

På Danmarks Biblioteksskole havde jeg en genial billedlærer som hedder Carsten Berthelsen. Han havde en afgrundsdyb viden og kærlighed til billeder, (og iøvrigt øl – som han senere har skrevet mange bøger om). Han startede sin undervisning række med dybt seriøst at gennemgå Anders And univers for os. Andeby og det hele.  Efter hans første foredrag var der vist ingen der så på den lille næbede fyr  på samme måde som tidligere.

Vi fik et dybere indblik i Walt Disneys geniale formidling. Dette indblik mener jeg ikke vi havde behøvet som børn. Men som voksne er det vigtigt at vi dykker under overfladen og begynder at se mere, (ellers ville vi jo på en måde stadig være børn).

Peter Levin der er medicinsk biofysiker og psykolog, har skrevet en spændende og læseværdig bog, der på dansk hedder: Væk Tigeren, om hvordan man opløse traumer, -små og store traumer som  vi alle oplever. Ved at fastholde fokus på en fornemmelser i kroppen, uden at intellektualisere dem eller forsøge af forstå dem, kan vi opløse uhensigtsmæssige spændinger.

Det sker også  i terapi. Når vi er klar til det, fastholder vi fokus og ser dybere i vores liv. Det kan efter min erfaring, tage år, før vi er klar og kan begynde at kigge på forskellige dybberliggende sider af vores liv. Vi er ofte  tilbøjelig til at skøjte over dybliggende værdifulde ting.

Når vi træner Tai Chi Chuan går vi også i dybden og ser og mærker mere og mere hvad vi er en del af.

Jeg har lyst til at give læseren en lille opgave, som jeg af og til stiller mig selv:

Find en ting, en følelse eller måsle en situation og se nærmere på den i længere tid. Fasthold f.eks. en ting ved at koncentrere sig om dem, og arbejde på at se mere og mere.

Jeg har lige gjort det med et lille vækkeur jeg har. (Og den behøvede ikke at ringe for at vække mig).

Find noget og prøv øvelsen, det er det hele værd:-) Minimum 1- 5 minutter. Jeg er helt sikker på, at hvis du udfører opgaven rigtigt ser du noget spændende !

For hvad er ikke spændende når vi går i dybden ?

God fordybelse:-)

Stig

 

 

At gøre sit bedste

Min far, som er godt op i alderen, havde besøg af en tv-reperatør, fordi hans tv-boks stod og arbejdede, men der var ikke noget ordentlig billede på skærmen. Da tv-reperatøren bukker sig ned for at se på den lille boks, spørger min far ham undrende:

Hvorfor står boksen sådan og blinker hele tiden?

Den arbejder. Den stå og gør sit bedste for at løse problemet, svarede tv-reperatøren venligt.

Og bang, der gik en prås op for min far. Den gør sit bedste, det er jo ligesom alt i naturen!

Fantastisk tanke, at alt i naturen gør sit bedst hele tiden.

Det kan godt være, at det ikke lykkes for det lille træ at komme op igennem flisetorvet, men den gør sit bedste, og af og til lykkes det. Eller musen som passer på sine unger, eller bakterierne som sidder på karkluden osv. osv. Det gør sit bedste hele tiden, også selvom det ikke altid lykkes.

Vi mennesker er nok undtagelsen fra denne regel. Ganske vist arbejder huden som det største organ så godt, som den kan, og hjertet gør sit bedste for at slå rigtigt, og neuronerne i vores hjerne prøver at regne det hele ud. Men gør vi mennesker vores bedste?

I Tai Chi forsøger vi at følge reglen: At gøre vores bedste, og på den måde være mere i harmoni med naturen. Sikke en kraft og velvære vi får adgang til, når det tilnærmelsesvis lykkes for os.

God træning;-)

Stig
 

Voksen leg

Vi mennesker er kreative af natur. Børn leger – de tegner, spiller skuespil, pjatter, improviserer, hopper og danser, som det mest naturlige i verden.

Jeg hørte en gang en Tai Chi mester siger: Vi skal være som børn eller dyr.

Og en anden Tai Chi mester har sagt, at vores krop udvikler sig (med Tai Chi) til at være stærk som en skovhuggers krop og blød som et spædbarns krop.

Måske kan vi bibeholde noget af det barnlige åbne sind med Tai Chi, og dermed mere af vores bevægelige menneskelige natur. Vi leger dog ikke formålsløst. Vi arbejder seriøst, når vi dyrker Tai Chi. Børn er anderledes.

En veninde jeg har, fortalte mig om en skovtur, hun og familien havde haft. De havde alle siddet rundt om et af langt bord, undtagen en lille pige på 5 år. Hun havde mens de voksne  sad og spiste og konverseret, spænet rundt om bordet, men hun skiftevis løftede den ene arm og så den anden arm foran ansigtet, men hun sagde da, da, da. Pludselig er der en voksen, der standser hende, og spørge hende direkte:

Hvad er det du laver?

Kan du ikke se det, spørger den lille pige forundret.

Nej?, svarer manden.

Jeg løber rundt om bordet og løfter den ene og den anden arm og siger da, da, da. svarer den lille pige og ser undrende på ham.

Senere er min veninde ude at gå en tur med den selvsamme lille pige, og de nærmer sig en indhegning for vilde ulve. Pigen holder min veninde fast i hånden, da ulvene stille nærmere sig dem, bag indhegningen.

- De kan godt lide os, siger den lille pige og kigger op på min veninde.

- Nåå, hvorfor tror du det, spørger min veninde.

- Jo, de vil gerne spise os.

Børns verden har ikke de samme regler som de voksnes verden. Deres frihed fremmer deres udvikling og kreativitet. Vi voksne har også behov for at slip energierne og kreativitet fri.

Det kan vi i Tai Chi, samtidig med at vi overholde principper og regler, der gør, at vi lærer mest muligt og behandler hinanden godt.

Nogen tror, at når vi dyrker Tai Chi, så ligger vi beslag på vores følelser. Det gør vi ikke.

Følelserne er der, ligesom fornemmelserne og energier er der, og vi prøver på ingen måde at kontrollere dem.  Det vi styrer, er vores sind. Vi koncentrerer os om at handle rigtigt, uanset om der er en skypumpe af energier, der strømmer igennem vores krop, om vi er rasende eller oplever fuldstændig fred. Et stille ydre, betyder på ingen måde et stillestående indre.

T’ai Chi Ch’uan er meditation i bevægelse. Vi er opmærksom, tager det det hele som det er og lader tanker og følelser være, unattached. Vi kontrollere ikke processen, vi styrer udelukkende vores center og er opmærksomme.

Selv når vi stå som et træ, i Standing, er vi ikke kontrolleret. Ofte mærker vi mange flere ting i Qi Gong og Tai Chi end i dagligdagen, fordi vi tager os tid og skaber plads til at være i os selv og os selv.

Det kreative spontane liv som et barn har, kan vi ikke få igen. Tilgengæld kan vi udvide vores indre verden og opleve mere nærvær i vores liv.

Nååå, ja og så engang imellem leger vi jo også lidt ligesom som børn, f.eks. når vi laver fri pushands. Eller rettere to kattedyr, der styrker hinanden, igennem leg.

Vi kan kalde det Tai Chi Play.

Stig