Hvordan kan vi forklare, hvad Tai Chi Chuan er?

meditate-under-tree

Alle kan se Tai Chi Chuan, når de langsomme bevægelser i Tai Chi Chuan udføres –  eller kan de?.

Når vi hører moderne klassisk musik eller et nyt jazz nummer eller for den sags skyld ser på moderne kunst, er det langt fra altid, at vi begriber, hvad kunstværket handler om eller egentlig ønsker at formidle. Ofte må vi høre eller se på et kunstværk mange gange og i længere tid for at have en chance for at begribe noget af værkets dybere mening.

Tai Chi Chuan er ikke skabt for at vises frem som et kunstværk, selv om Tai Chi Chuan ofte benævnes som kunst, og kan være usædvanligt flot at se på, også ud fra et kunstnerisk perspektiv. Tai Chi Chuan er skabt for at udvikle og styrke mennesket og ikke for at tage sig godt ud.

Udførelsen af Tai Chi følger dog en række grundlæggende principper, som er i overenstemmelse med vores natur, og dette gør, at bevægelserne i Tai Chi Chuan ofte tiltaler os. Det er bevægelser, som bygger på vores egen grundlæggende natur, og det anslår ofte noget dybt i os at betragte Tai Chi Chuans langsomme, cirkulære og meget rolige bevægelser. Det er dog vigtigt at vide, hvis vi vil forstå Tai Chi Chuan, at når vi ser på de graciøse og meget flotte bevægelser i Tai Chi Chuan, ser vi normalt ikke på noget, som Tai Chi Chuan udøveren ønsker at udtrykke til andre.

Tai Chi Chuan udøveren laver ikke Tai Chi for at vise andre noget om sit indre liv eller opfattelse af verden. Hun/han arbejder med at kultivere livsenergien. Dette er er en indre proces, hvorigennem vi bl.a. kan lære os selv og universet at kende, blive stærkere forankret i verden og øge vores forståelse af verden på en række områder. Udførelsen af Tai Chi Chuan har intet  med at vise noget frem til inspiration for andre mennesker. (Bortset fra at mange foreninger engang imellem viser interesseret mennesker, hvordan vi arbejder med Tai Chi Chuan til offentlig arrangementer m.m. for at tilbyde Tai Chi Chuan  til endnu flere mennesker).

Når vi udefra betragter Tai Chi Chuan, ser vi den ydre manifestation af en indre arbejdsproces, hvor udøverne er i gang med at udvikle og styrke kroppen, sindet og bevidstheden, samt sit forhold og forståelse af naturen.

Når vi selv har efaring med Tai Chi Chuan, eller måske har en anden erfaring med at arbejde bevidst med energi, kan vi godt ved at betragte Tai Chi Chuan udefra få en fornemmelse af, hvad der sker hos udøveren. Vi kan da mærke eller fornemme udøverens energi og bevægelser i vores egen krop. Jo flere år eller rettere jo mere vi selv har arbejdet med energi, jo bedre fornemmelse og kinæstetisk sans har vi generelt udviklet. Dette gør, at vi generelt bedre kan fornemme, hvad der sker i Tai Chi Chuan.

Tai Chi Chuan kan på denne måde formidles igennem et slags usynligt sprog. Måske kan vi kalde det et energimæssig eller fornemmeslesesmæssigt sprog som bl.a. kan udvikles igennem en øget sensitivet som vi bl.a. opnår igennem erfaring med Tai Chi Chuan.

Det er almindelig kendt i Tai Chi Chuan at erfarne udøvere generelt kan se mere eller dybere end mindre erfarne udøvere, når det gælder udførelsen af Tai Chi Chuan. Derfor kræver det mange års erfaring med Tai Chi Chuan at kunne rette andre udøvre på en ansvarlig og hensigtsmæssig måde. Det er f.eks. først efter 10-15 års fuldtidsbeskæftigelse med Tai Chi Chuan, at en udøver forsigtigt kan begynde at undervise andre i at lære denne svære kunst. Dette gør dog ikke, at vi ikke kan udveksle erfaring allerede som helt nye udøvere, men måske at vores ord og vejledninger ikke altid skal vægtes lige så betydningsfuldt som, hvis det kommer fra en meget rutineret udøver eller lærer.

Den enenste måde vi kan komme til at lære Tai Chi  Chuan at kende er ved at dyrke Tai Chi Chuan. Sådan er det også med alle indre disipliner som: Meditation, Yoga, Dybdepsykologi, Zenbuddisme m.m. Ved at læse om disse discipliner eller ved kun at betragte dem udefra, opnår vi kun et ubetydeligt overfladisk kendskab. Vi må praktisere for at forstå de indre dicipliner.

Når vi arbejder med Tai Chi Chuan ved at dyrke Tai Chi Chuan, opnår vi færdigheder og dyb kendskab til et enestående meditativ og healende bevægeleses -og kampkunstssystem.

Når vi er startet til Tai Chi Chuan, kan vi tydeligt se, at det vi før naturligvis så fra et ydre perspektiv, er noget helt andet end det, som vi nu oplever fra vores indre perspektiv. Som ny udøver er vi begyndt at studere Tai Chi Chuan, og vi kan mærke, hvordan vores livsgave langsomt begynde at åbne sig mere og mere.

Velkommen til udforskning af og fra den indre verden med Tai Chi Chuan!

 

 

Vi kan fokusere på, hvad vi vil

Vi står på egne ben, og har ansvaret for vores eget liv. Det er egentlig et enormt ansvar. Det kan godt være, at der er hjælpende kræfter der af og til støtter os, men uanset hvad, så er der vel ingen tvivl om, at vi har det grundlæggende ansvar som frie uafhængige mennesker.

Nogle tror på hjælpende kræfter, engle, ånder, guder osv. Uanset hvad, så er vores liv alligevel vores ansvar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tror på, udover på andre mennesker (og mig selv selvfølgelig). Når jeg træner og mediterer, kan jeg mærke, at der er mere energi og livskraft – mere end der normalt er i dagligdagen, men jeg sætter ikke navn på det. Hvis jeg kort skal sige, hvad jeg grundlæggende tror på, ud over mennesket, så er det ret handling.

Jeg tror ikke på, det er vores skyld, når noget går galt i vores liv. Jøderne under anden verdenskrig har ikke ansvaret for, at verden omkring dem blev sindssyg, de få mennesker som bliver ramt af et lyn er ikke udvalgte syndige mennesker, og dem der er født syge, f.eks. fordi de ikke fik luft nok under fødslen har ikke fortjent det. Alligevel ved vi godt, at handler vi rigtigt har det en god indflydelse på vores liv, det tror jeg i hvert tilfælde på.

Det er en enorm frihed, vi mennesker har som mennesker. Forleden dag slog det mig, at jeg uden problemer kan rette min opmærksomhed hen på alt i verden, både i den indre og den ydre sanselige verden. Alt. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til dagligt, men den frihed, at vi uden problemer kan fokusere på venstre store tå, viethnamkrigen som den tager sig ud i vores hukommelse eller på en blomst i vindueskammen (eller et hvilket som helt andet sted) er stort. Det giver en enorm valgfrihed.

Jeg har hørt, at Dan Turell en morgen blev fuldstændig skrækslagen, for det var pludselig gået op for ham: At han kan gøre lige, hvad han vil.

Vi er ikke bundne, og så alligevel. Det at være neurotisk kalder jeg: Det at stå i vejen for sig selv. Er vi ikke alle, ud fra denne definition mere eller mindre små neurotiske. Det er faktisk slet ikke så dårligt. Det er endnu værre, hvis man er pre-neuotisk, dvs. ikke aner at der noget galt, men lever som om, man er fri, mens man er bundet. Huleboerne i kapitel 7 i Platons “Staten”, dem der sidder lænket og kigger på skyggebilleder på væggen uden at ane, at de er bundne, og at der findes en sol udenfor, har et problem. Hvorimod ham der begynder at løsgøre sig fra lænkerne og ser, at han lever i en drømmeverden er lang mere rask.

Det er lidt ligesom den person, som tror, at han eller hun er tankerne, er mere bundne end den person, der ved, at tankerne kun er en del af sindet, og derfor ikke identificerer sig med tankerne. (Også selv om omgivelserne fejlagtigt identificerer sig med tankerne).

Når vi bliver bevidste om, at vores kultur er neurotisk, dvs. fungerer på en skæv og uhensigtsmæssig måde, ser vi det også i os selv og ser, at vi er en del af denne kultur. Derved har vi mulighed for at komme op på et andet læringsniveau, og befri os fra normer og konventioner, samtidig med, at vi kan vælge at overholde normer og konventioner, ikke halvt bevidstløs men fuld bevidst.

Jeg kan sammenfatte det kort: Når vi er frie, kan vi se, at vi er bundne, og når vi er bundne, kan det være svært at se, at vi er frie. Noget af et paradoks, og også lidt for forenklet, men jeg kender ikke ultimativ frihed, og er ikke sikker på om, den findes på denne jord.

Jeg havde en god dansklærer i folkeskolen. Hun foreslog os i 7. klasse, at når vi bevægede os rundt i København, skulle vi ofte tage en ny vej frem til vores destination. På den måde ville vi lære byen bedre at kende. Nogen gange skulle vi også tage en tur til byen uden noget bestemmelsessted, og bare gå rundt. Vi har alle oplevet det at blive befriet fra fastlåste tankemønster, vaner eller overbevisninger og bagefter mærke, hvor dejligt befriende det er. Vi kunne havet gået rundt uden at være klar over vores bundethed resten af livet.

Jeg har en god ven, hvis far var dyrelæge. Hele hans barndom har min ven set, hvordan hans far tog mod klienter i hans private hjem. Det forgik som regel på denne måde.

Det ringede på døren, faren bandende højlydt og lagde surt avisen fra sig. Rasende over at han blev forstyret midt i hans hverdag, trampede han ud til hoveddøren, tog sig samme og tog sin professionelle maske på, og sagde: Hvad drejer det sig om, hvad kan jeg hjælpe med?

Da min ven blev voksen, fik han sin egen klinik, og en dag da han rasende var på vej op af lænestolen, fordi der kom en klient forbi, satte han sig ned igen og sagde til sig selv: vent lige et øjeblik, – det her kender jeg. Han tænkte på sin oplevelse med sin far i barndommen, og stillede derefter det interessante spørgsmål: hvordan har jeg det egentlig med det? Han mærkede efter, som han sad der i stolen, og til hans egen overraskelse mærkede han glæde: Han glædede sig faktisk til at få besøg. Derefter hoppede han op af stolen, klappede et par gange i hænderne og åbnede døren med et ansigt, der udstrålede: Hvor er det dejligt at se dig, lad os så komme igang. Som vennen sagde til mig: Hvis han ikke havde genkendt sit eget mønster, havde han travet tungt frem og tilbage til hoveddøren – sandsynligvis resten af livet.

Hvor mange ubevidste mønstre går vi rundt i? Svaret er enkelt: Vi ved det ikke.

Mønstrene er nemlig ubevidste. Når vi opdager dem, og det kan vi godt, når vi fokuserer på aspekter af vores liv, som før er gået upåagtet forbi, – ja så har vi valgfriheden:

Vil jeg forsætte, som jeg tidligere har gjort, eller vil jeg have en ny orientering – og nogen gange også en ny energi.

Vi kan selvfølgelig fokusere på andre ting – valget er dit.

God fokusering ;-)

Stig

Nærvær og livskraft

Den Indre aktive følelsesmæssige kontakt.

I 20 år har jeg gået hos en livsvejleder, Carl-Johan Djurhuus, 1 til 3 gange om ugen. Prisen var: 600.- kr. i timen, så det bliver næsten 1 million kr, hvis man plusser alle gangene og tillægger renter. Min Kia Picanto kunne nemt være byttet ud med en større bil, hvis jeg havde lagt bare halvdelen af pengene til side.

Er det det hele værd, og hvad sidde man egentlig og snakke med en mand om i 20 år?

Jo, for det først vil jeg sige, at Carl-Johan Djurhuus ikke er en hr. hvemsomhelst.  Han er det mest  rummelige og følelsesmæssig dybt forankret menneske jeg har mødt i mit liv. Allerede fra starten havde jeg et godt møde med ham uden filter og uden skuespil. Et varmt kærlig og intelligent møde, der syntes at kunne rumme alle temaer og gå i dybden med det væsentlige.

For det andet, hvad det måske kan være lidt svært at forstå for udenforstående, var det kun snak de første 4-5  år. Senere hen var det mere udveksling af energi og bevidsthed. Jo, vi snakkede sammen, men vi var fuld klar over, at det var de bagvedliggende strømninger samt graden og tilstedeværelsen af væren, der var af betydning.

Carl-Johan havde, da jeg mødte ham, arbejdet med sig selv i 25 år, men valgte tidligt i sin egen praksis at bryde med alle retninger inden for psykoanalysen, gestaltterapi og hvad han ellers havde lært at systemer. Han valgte simplethen at arbejde ud fra sin egen orientering og være sig selv. For ham var det vigtigste, at der var et ærligt møde. Det var ikke en terapeut, jeg sad over for i alle de år, men en livsvejleder og en god ven. Jeg kendte ligeså meget til hans privatliv, som han gjorde til mit. (Og det vil sige stort set alt). Ærlighed, ægthed og tillid hele vejen igennem.

Nu har jeg arbejdet med T’ai Chi i små 20 år, og mærket meget af den kraft og energi, som dette unikke system giver adgang til, ved vedvarende træning.  Da jeg arbejde hos hos Carl-Johan oplevet jeg en række åbninger i mit liv. Disse åbninger, der også var meget energiladet, minder på en måde om de senere tai chi oplevelserne, men ofte var de alligevel helt anderledes.

Bevægelsen hos Carl-Johan var dybt gennemtænk, men det tog mange år før jeg opdagede hvad hans bagvedliggende strategi egentlig var. Bevægelsen kan kort forklares sådan her:

I forløbet brugte vi mange år på at dykke ned bag om “den fortalte virkelighed”,

(ved “den fortalt virkelighed” mener jeg  den virkelighed som vi per automatik har overtaget fra forældre og samfundet),

og gradvis bevæger os  over i “den oplevede virkelighed”,

(den virkelighed hvor vi har os selv med følelsesmæssigt, erkendelsesmæssigt og orienteringsmæssigt).

I denne proces havde jeg nogen anderledes kraftfulde energimæssige oplevelser, som på ingen måde står tilbage for intensiteten eller virkningen i tai chi oplevelserne.

Ligesom det tog 8-10 år år daglig træning rigtigt at få åbnet op for energien i T’ai Chi tog det det henved 10 år før  tingene var faldet ordentlig på plads hos Carl-Johan. Herefter kunne jeg så småt kunne begynde at lukke op for tilværelsens dybere liggende lag hvor vi kom bag om tingene, følelserne og situationerne og ind i energien, de dybe erkendelser og livskraften.

Jeg  arbejdede sammenhængene i disse mange år, ikke kun hos Carl-Johan, men mellem vores møder. Møderne handlede altid om livsaktuelle temaer, der var forud for dagligdags bevidsheden, og som både var repræsenteret i “tilfældige”hændelser, drømme og vores nuværende interesse. Temaerne opstod ligesom af sig selv, uanset om det var Carl-Johan som havde oplevet en “tilfældig hændelse” eller det var mig, der havde fået en ide eller haft en spændende drøm. Det var som om, der var noget større der styrede processen, men vi sætte ikke navn på denne kraft. Jeg arbejde i disse år på at at være mere, se mere og forstå mere, – en proces der involverede hele mit liv, nat og dag. Efter flere år begyndte der virkelig at ske noget.  Jeg begyndte at mærke kraften fra jorden og energi fra himlen, og efter lange svære perioder, hvor energien skulle integreres, oplevet jeg grundlæggende perspektivskift der ændrede alt i min tilværelse.  Ind imellem disse omvæltninger oplevet jeg af og til forskellige grader af ekstase, og noget man måske kan kalde åbenbaringer.

Kort fortalt oplevet jeg en række energier og følelsestilstande, jeg ikke kendt noget til. Tilstande som jeg i min vildeste fantasi ikke troede ville være mulig at opleve som menneske.

Jeg kan huske på et tidspunkt i forløbet, hvor jeg havde det særdeles hårdt og følte at jeg i måneder havde oplevede den rå virkelighed på en alt for barsk måde, helt uden beskyttelse. Pludselig og totalt uventet åbnede mit hjertechakra sig, og jeg følte det som havde jeg  et tyk beskyttende energimæssig skjold foran bryst kassen. Et skjold af en tykkelse og energitæthed, så jeg ikke ville være nervøs for at få en forhammer buldrende ned mod min brystkasse, mens jeg lå ned. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Andre gange, i udviklingforløbet, når det lykkes at gøre ubevidste resourcer bevidste, følte jeg, at min krop pludselig var 10 kg. lettere og at jeg kunne bevæge mig hen over jorden på en helt ny måde og ofte med mere klar bevidsthed.

Der var endda tidspunkter, i dette 20 års forløb, hvor hele verden skiftede karakter på en grundlæggende måde, som jeg kun har læst om hos Carlos Castaneda, og det endda helt uden stoffer eller anden stærk stimuli, som jeg iøvrigt aldrig har rørt. Verden blev efterfølgende aldrig helt den samme igen.

Jeg fik adgang til energimæssig strømme der var så kraftig , at jeg havde svært ved at stå på mine ben, og en andre gange åbnede energien det 3. øje op, så jeg kunne se dybere ind i min og andre menneskers natur, end jeg troede var muligt. Et par gang blev jeg, i udviklingsprocessen, kastet ned i fosterstilling, og måtte bruge flere uger på at komme på benene igen. Jeg kan også huske fra tiden hos Carl-Johan, at jeg via selvsuggestion havde oplevelser af  noget der minder om min egen fødsel, og hændelser fra den helt tidlige barndom dukkede af og til frem.

Men som sagt tog det henved 10 år, før der rigtig kom skred i processen. De første år, hos Carl-Johan var hårdt arbejde – virkelig hårdt arbejde: Opbygningen af indre styrke, konfrontation på en række områder, fjernelse af livsløgne, angst arbejde, følelsemæssig kontakt og autonom orientering i en grad der til tider nærmest syntes ubærlig.

De sidste par år Carl-Johan og jeg arbejde sammen, handlede det mest om, hvad han kaldte: Den indre aktive følelsesmæssig kontakt. Det har taget mig år at kunne være mere i denne kontakt.

Efter 20 år ved jeg at vi mennesker har mulighed for at bryde ud af den skal, vi fra barnsben er puttet ind i, og  derved træde ind i en verden af frihed, styrke og kraft som virkeliggøre vores sande, dybe og meget rige, menneskelige natur. Når den virkeliggørelse sker kan vi mærke at det eneste rigtige er at opdage hvem vi er som menneske.

Det kræver mod at starte, og især at forsætte med sådan en udviklingsproces, for det fører på et eller andet tidspunkt frem til, at vi bliver konfronteret med vores grundlæggende overbevisninger. At bliver genfødt som voksen er sin sag, men absolut det hele værd (set i bakspejlet).  Og hvad så med den lille million kroner. Her er jeg afklaret:

Jeg vil hellere hvile i min krop og væren, end i en komfortabel bil, hvor fancy den end er.

Carl-Johan gav mig i sin tid et valg der minder mig om  det valg Morpheus giver Neo  i filmen: Matrix:

“You take the blue pill, the story ends, you wake up in your bed and believe whatever you want to believe. You take the red pill, you stay in Wonderland, and I show you how deep the rabbit hole goes.”

Jeg takker for at jeg i sin tid mødte en ægte, dyb og vis livsvejleder, der gav mig  ovenstående valg, og at jeg havde modet til at tage den røde pille. I dag  aner jeg dog stadig ikke hvor dybt kanin hullet egentlig er?

Jeg er igang med at undersøge det;-)

Stig